SAS aflyser flyvninger lørdag: 34.000 passagerer ramt
SAS' piloter vil gerne hurtigt tilbage til forhandlingsbordet, siger pilotformand. (Arkivfoto) Foto: Berg-Rusten, Ole/Ritzau Scanpix
Berg-Rusten, Ole/Ritzau Scanpix
Strejke blandt SAS' piloter fører til aflysninger af afgange lørdag. Fredag er over 600 flyvninger aflyst.
SAS har besluttet at aflyse cirka 300 flyvninger lørdag. Det oplyser SAS til Ritzau Finans.
- Søndag er fortsat uklar, siger SAS' danske pressechef, Mariam Skovfoged. Hun opfordrer passagererne til at følge med på hjemmesiden.
Omkring 34.000 passagerer er ifølge SAS berørt af lørdagens aflysninger.
En strejke blandt 1409 piloter i Danmark, Sverige og Norge har fredag ført til 617 aflysninger, hvilket har ramt 72.000 passagerer denne dag. Med lørdagens aflysninger løber det dermed op i 106.000 berørte passagerer på de to første døgn.
Strejken skyldes, at piloterne og SAS ikke har kunnet blive enige om indholdet i nye overenskomster.
De strides om løn og arbejdsplaner - herunder hvor lang tid i forvejen piloterne skal kende deres arbejdstid.
Parternes forhandlinger brød sammen torsdag nat, og der er klokken 17 ikke aftalt nye forhandlinger mellem SAS og piloterne fredag.
Det fortæller René Arpe, der er formand for SAS Pilot Group, som organiserer hovedparten af SAS-piloterne i Norden.
- Vi er på vej rundt og skal tale med alle vores medlemmer og orientere om vores krav.
- Men det er meget, meget vigtigt for os, at vi snart får SAS tilbage til forhandlingsbordet, så passagererne kan komme ud og flyve igen, siger han.
Piloterne er desuden utilfredse med, at SAS har opsagt flere aftaler, der blandt andet går på, hvordan man stiger i graderne i flyselskabet.
René Arpe mener ikke, at SAS-ledelsen har strakt sig langt nok til at komme piloterne i møde.
- Som det er lige nu, så mener vi ikke, at de krav, vi er gået ind med til forhandlingerne, er blevet adresseret, siger han.
SAS har meddelt, at piloternes krav er uansvarlige, hvis selskabet skal kunne klare sig i et meget konkurrencepræget marked.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned