Schweiz undersøger Danske Banks hvidvasksag
Danske Banks hvidvasksag bliver kigget efter sømmene i Schweiz, hvor landets banker er under luppen. Foto: Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters
Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters
Flere myndigheder kigger på Danske Banks hvidvasksag. Mistænkelige milliardbeløb er flyttet gennem banken.
Det schweiziske finanstilsyn har startet en efterforskning af Danske Banks hvidvasksag.
Undersøgelsen er rettet mod schweiziske banker. Det skriver finansmediet Bloomberg News.
Mistænkelige overførsler på omkring 90 milliarder kroner er under luppen.
- Vi kigger på det, og hvordan schweiziske institutioner er involveret i sagen om Danske Bank, og hvordan hvidvaskreglerne blev håndteret, skriver tilsynet i en mail.
I forvejen er flere myndigheder ved at efterforske sagen. Det gælder i Danmark, Estland og Storbritannien.
Derudover følger flere andre lande sagen tæt. Det er blandt andet myndigheder i USA.
Sagen om hvidvask i Danske Bank udspringer fra bankens estiske filial, der blev købt i 2007.
Banken offentliggjorde i sidste uge sin egen undersøgelse af sagen, og den viste, at Schweiz har modtaget den fjerdestørste andel af de mistænkelige overførsler efter Estland, Letland og Kina.
Samlet strømmede der i årene 2007 til 2015 omkring 1500 milliarder kroner gennem filialen i Estland fra udenlandske kunder.
Kunderne var registreret fra alt fra Rusland til De Britiske Jomfruøer.
Det er ikke kommet frem, hvor stor en del af beløbet der var mistænkeligt, men ifølge Danske Bank er det formentlig en meget stor del.
Danske Bank blev advaret om problemer i filialen mange gange fra både myndigheder og ansatte.
Den første advarsel kom allerede i forbindelse med købet af filialen i 2007, men også i 2009, 2010, 2013, 2014 og 2015 blev banken advaret.
Først i 2015 lukkede Danske Bank filialen i Estland for udenlandske kunder.
Danske Bank har erkendt, at den var for dårlig og for længe om at sætte en stopper for de mistænkelige overførsler.
Administrerende direktør Thomas F. Borgen har desuden bebudet, at han stopper som en konsekvens af sagen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned