Schweizisk transportselskab overrasker før dansk opkøb
Panalpina, der forventer at blive opkøbt af DSV, har onsdag fremvist tal for årets tre første måneder. (arkivfoto) Foto: Arnd Wiegmann/Reuters
Arnd Wiegmann/Reuters
Panalpina, som danske DSV er ved at overtage, har onsdag leveret fine tal for omsætningen.
Den schweiziske transportvirksomhed Panalpina, som er ved at blive overtaget af danske DSV, har i årets første kvartal leveret en stærkere omsætning end ventet.
Selskabet omsatte for lidt under ti milliarder kroner og slog forventningerne med over en kvart milliard kroner.
Efter længere tids tovtrækning oplyste Panalpina 1. april i år, at de centrale aktionærer var klar til at acceptere et opkøbsbud på 30,5 milliarder kroner inklusive gæld fra DSV.
Lagt sammen bliver de to til et af verdens største transport- og logistikselskaber.
Panalpinas regnskab for første kvartal indikerer, at det er en forretning i plus, som DSV opsluger. Ud over en større omsætning end ventet, giver driften overskud.
Ser man på driften før af- og nedskrivninger - altså tab af værdi - hentede schweizerne i første kvartal næsten 450 millioner kroner. Det er en lille håndfuld millioner mere end ventet.
På den anden side af ned- og afskrivningerne - men før betaling af renter og skat - blev det til et plus på 184 millioner kroner, hvilket var mindre end ventet.
Når der skal sættes to streger under regnskabet, står der over 125 millioner kroner på bundlinjen.
I sin præsentation glæder Panalpina sig over en fremgang inden for flyfragt, mens det peger på udfordringer med at vokse organisk - altså uden tilkøb.
Når DSV har slugt Panalpina, har virksomheden en størrelse på 118 milliarder kroner og mere end 60.000 medarbejdere. I alt vil den nye virksomhed arbejde i 90 lande.
Da Panalpina forventer at blive integreret i DSV, har regnskabet ikke egne forventninger til fremtiden.
DSV håber, at man med sammenlægningen kan høste stordriftsfordele og en bredere menu af ydelser til kunderne. I forbindelse med opkøbet vil dele af Panalpinas aktionærer rykke ind i DSV's ejerkreds. Selskabet vil også fremover hedde DSV Panalpina.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned