Selskabet Ambu får kurstæsk af investorerne efter regnskab
Medicoselskabet Ambu falder fredag tungt på børsen efter offentliggørelse af regnskab for tredje kvartal. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Ambu-investorer reagerer negativt på, at salg af endoskoper ikke lever op til forventninger, mener analytiker.
Egentlig var der ikke lagt op til det helt store i dagens regnskab fra det danske medicoselskab Ambu, fordi det allerede i juli åbnede lidt op for de overordnede salgstal.
Alligevel har den endelige kvartalsrapport fået investorerne i selskabet til at reagere voldsomt. Omkring klokken 14 står Ambu til et fald på over 16 procent.
Reaktionen kan skyldes, at Ambu ikke har levet helt op til de forventninger, der er til selskabets endoskopiforretning. Det vurderer Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank.
Salget af endoskoper udgør størstedelen af den samlede forretning. Her produceres en slags kameraer, som hospitaler bruger til kikkertundersøgelser.
- Særligt inden for lungeendoskopi er vækstraterne i kvartalet lavere end ventet, siger Søren Løntoft Hansen.
Af regnskabet, der blev offentliggjort fredag morgen, fremgår det, at Ambu har omsat for knap 1,4 milliarder kroner i tredje kvartal.
Væksten lyder på over 15 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år, og det er igen salget af endoskoper, som driver væksten. Dog ikke i sådan en grad, at det har skabt ro blandt investorerne.
- Inden for lungeendoskopi er forventningerne til vækstraterne meget høje. Ikke kun i næste regnskabsår, men også i de efterfølgende tre, lyder det fra senioranalytikeren.
Når regnskabet ikke lever op til de forventninger, skaber det usikkerhed omkring selskabets vækstfundament, mener han.
- Og det reagerer investorerne selvfølgelig på.
I regnskabet bekræftes det, at man forventer en organisk vækst på mellem 12 og 14 procent for hele året.
Når man kigger på den organiske vækst, fraregnes eksempelvis udsving i valutakurser og eventuelle opkøb. Det gør man for at få et mere retvisende billede af, hvordan et selskab udvikler sig.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned