Slut med nytårsfyrværkeri fra Tyskland

I “gamle” dage - og det er såmænd ikke så mange år siden - var det almindeligt kendt, at mange danskere tog til Tyskland eller Sverige for at købe knaldfyrværkeri til nytårsaften.

Men sådan er det ikke længere. Skat og grænsepolitiet har de seneste dage foretaget flere kontroller ved færgestationen i Rødbyhavn med fokus på ulovlig indførsel af nytårskrudt.
Og der er kun registreret ganske få sager, og mængden af de beslaglagte fyrværkeri er så lille, at det hører til i småtingsafdelingen.

Det fortæller konsulent Lasse Romer fra Skat.
- Det er faldet drastisk indenfor de sidste fem år. Før i tiden kunne vi slæbe posevis af ulovligt fyrværkeri væk hver dag op til nytår. Sådan er det ikke mere, fortæller han.

Han mener, at der er sket en holdningsændring blandt danskerne i forhold til fyrværkeri.
- Det er som om, det for alvor er gået op for folk, at de risikerer at få en bøde, hvis de køber ulovligt krudt med hjem. 
- Samtidig synes jeg også, der er en tendens til, at man i dag hellere vil se på noget flot fyrværkeri på himlen end se og høre på noget, der bliver sprængt i luften. Og så spiller det nok også ind, at fyrværkeriet ikke er så dyrt herhjemme længere, siger han.

Læs også: Masser af fyrværkeri i Burg - men kunderne er ikke danske

Foto: Der sælges stadig masser af fyrværkeri i Tyskalnd - også knaldfyrværkeri, som er ulovligt i Danmark. Men danskerne er slet ikke så vilde efter at købe det længere.

Det er tilsyneladende ikke længere på mode blandt danskerne at køre til Tyskland for at købe fyrværkeri til nytårsaften.

Offentliggjort Sidst opdateret