Smykkekæde sælger færre Pandora-smykker i USA
Danske Pandora får solgt sine smykker igennem blandt andet den amerikanske kæde Signet. (Arkivfoto) Foto: Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters
Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters
Selv om amerikanske Signet har solgt færre Pandora-smykker, er aktiemarkedet begejstret for de to selskaber.
Salgskvalerne ser ud til at fortsætte for den danske virksomhed Pandora, der fremstiller smykker.
I et ellers positivt overraskende kvartalsregnskab fra den amerikanske smykkekæde Signet, der forhandler blandt andet Pandora-smykker, bliver de danske smykker nævnt som et af de negative elementer.
- Udviklingen i vores "Other"-kategori afspejler primært en tilbagegang i salget af Pandora-smykker, skriver Signet i regnskabet.
Det er selvfølgelig ikke gode nyheder for den danske virksomhed, der længe har kæmpet med at få forbrugerne i butikkerne for at købe smykker.
For nylig måtte Pandora med sit halvårsregnskab berette om en omsætning, der endte på 9,5 milliarder kroner. Det var et fald på lidt over fire procent i kroner og øre, når man sammenligner med samme periode året før.
Men tager man højde for udviklingen i valutakurser og antallet af butikker, var salget bakket med ti procent.
Hos Signet går det ikke meget bedre med resultaterne. Selskabets regnskab viser et fald på 1,5 procent i det sammenlignelige salg. Det vil sige i butikker, der har haft åbent i minimum ét år.
Trods tilbagegangen bliver der taget godt imod regnskabet i aktiemarkedet, da Signet-aktien står til at stige cirka 16 procent i den amerikanske handel.
Det skyldes, at investorerne havde ventet et dobbelt så stort fald i salget, nemlig på tre procent. Det skriver erhvervsmediet Bloomberg News.
Den gode stemning har spredt sig til Pandora-aktien, som på den danske børs stiger omkring fem procent efter offentliggørelsen af Signets regnskab.
- Det kan sagtens være, at markedet tolker det sådan, at fordi det går Signet bedre, så må Pandora alt andet lige også klare sig bedre, vurderer Per Fogh, der er aktieanalytiker i Sydbank.
Hvis Pandora holder kursstigningen dagen ud, kan selskabets ellers prøvede investorer glæde sig over, at Pandora for dagen har lagt mere end en milliard kroner til sin markedsværdi.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie