Solgte du bolig mellem 2021 og 2023? Så kan der være penge på vej – uden du ved det

Kirsten Hansens barndomshjem i Rødbyhavn er blevet solgt. Nu viser det sig, at det kun er købere, der får besked fra Vurderingsstyrelsen, om der er betalt for meget i grundskyld. Foto: Anna C. Møhl

Kirsten Hansen troede, hendes mors hus var fortid. Men nu skal køberen betale hende penge tilbage – og det kan også gælde dig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis du har handlet fast ejendom i perioden fra 2021 til 2023, skal du kigge ekstra godt efter på vurderingen fra 2020.

Det har Kirsten Hansen opdaget.

Efter hendes mor døde, solgte boet huset i Rødbyhavn. Da den seneste vurdering kom i 2020, var Kirsten Hansen for længst ude af billedet, og det var derfor køberen, der fik besked om, hvorvidt der i perioden fra 2021 til 2023 var betalt for meget eller for lidt grundskyld i forhold til den seneste vurdering.

Hvad er grundskyld

  • Grundskyld er den skat, man som boligejer betaler for grundens værdi. 
  • Fra og med 2024 opkræves grundskylden via forskuds- og årsopgørelsen.

Nu har det så vist sig, at efterreguleringen, som udelukkende er sendt til køberen, betyder, at Lolland Kommune har opkrævet for meget i grundskyld. Derfor er det køberen, der skal afregne med boet efter Kirsten Hansens mor.

Nærlæs aftalen

Heldigvis har Kirsten Hansen et godt forhold til den mand, som købte hendes barndomshjem i Havnegade. Men hun er bekymret for, at mange, der har handlet fast ejendom i perioden, slet ikke er klar over, at der flere år senere skal regnes bagud for at finde ud af, hvem der skylder hvad.

LÆS OGSÅ: Ejendomsmægler: Det er jo vanvittigt

- Hvad så med dem, hvor der har været fem ejere i perioden? Eller hvor man ikke har et godt forhold til køberen? Sælgeren får intet at vide om, at der er kommet en regulering og hvornår der sker betaling, siger Kirsten Hansen.

Hun opfordrer alle dem, der har solgt og købt fast ejendom i perioden fra 2021 til 2023, til at nærlæse dels købsaftalen og dels undersøge, om de har penge til gode.

Kirsten Hansen mener også, at det er Lolland Kommune, som har ansvaret for at foretage reguleringen. Sonja Jeppesen, der er sektorchef for økonomi, kultur og fritid, i Lolland Kommune, siger, at opgaven er overdraget til staten.

Sælgeren får intet at vide om, at der er kommet en regulering og hvornår der sker betaling.

Kirsten Hansen

Vær opmærksom

Vurderingsstyrelsen har ingen kommentar til Kirsten Hansens oplevelse, men henviser til deres hjemmeside.

Her fremgår det, at hvis man er ny ejer efter den 1. januar 2021, skal man være opmærksom, hvis der er ændringer til grundskylden på baggrund af ejendomsvurderingen for 2020.

"Den tidligere ejer har nemlig betalt grundskyld for 2021, 2022 og 2023 på et foreløbigt grundlag, fordi 2020-vurderingen endnu ikke var kommet. På baggrund af 2020-vurderingen bliver grundskylden beregnet på ny og efterreguleret for 2021, 2022 og 2023. Hvis der er ændringer til grundskylden, fordi der er betalt for lidt eller for meget, er det typisk den aktuelle ejer, der får en efterregulering. Er du ny ejer efter 1. januar 2021, er det altså dig - også selvom du ikke har ejet ejendommen i hele perioden. Grundskylden er en kommunal skat, og det er kommunerne, der i sidste ende træffer den endelige afgørelse om, hvordan de opkræver grundskyld."

Ejendomsvurderingen for 2020 bruges til at beregne grundskyld for 2021, 2022 og 2023. Men vurderingen var ikke klar, da skatten blev beregnet. Derfor er skatten i første omgang blevet opkrævet på et midlertidigt grundlag. Når den endelige grundskyld er blevet beregnet på baggrund af 2020-vurderingen, sender kommunen nye ejendomsskattebilletter.