Stabile Chr. Hansen overrasker positivt i andet kvartal
C20-selskabet Chr. Hansen præsenterer et halvårsregnskab som forventet og opjusterer forventningerne en smule.
Ingredienskoncernen Chr. Hansen overrasker sjældent i sine regnskabsmeddelelser, og regnskabet for første halvår af det forskudte regnskabsår 2015/16 er heller ingen undtagelse.
Tallene hælder dog umiddelbart til den positive side, når man sammenligner med analytikernes estimater.
Omsætningerne for de tre forretningsdivisioner ligger højere end forventet, og den organiske vækst i kvartalet endte i den høje ende på 12 procent.
Driftsresultatet endte på 117,9 millioner euro, svarende til en fremgang på 23 procent sammenholdt med samme periode sidste år.
- Resultaterne for første halvår 2015/16 var opmuntrende med kraftig vækst i Food Cultures & Enzymes og Natural Colors og en markant forbedring af rentabiliteten i begge divisioner.
- Den beskedne vækst i Health & Nutrition var ventet, og vi forventer større vækst i denne division i andet halvår, siger adm. direktør Cees de Jong i en pressemeddelelse.
Der er sammenlagt opnået en organisk vækst i koncernen på 13 procent i første halvår. Det har fået ledelsen til at opjustere forventningerne til året en smule i forhold til meldingerne efter første kvartal.
Nu ventes en organisk omsætningsvækst på 10-12 procent mod tidligere 9-11 procent.
Chr. Hansen har i andet kvartal afsluttet opkøbet af Nutritional Physiology Company, der kostede 185 millioner dollar og har specialiseret sig i mikrobielle løsninger til husdyrindustrien.
Den danske koncern er blandt verdens førende inden for fødevareingredienser som farvestoffer, enzymer og bakterier.
Selskabet blev grundlagt i 1874 og har hovedsæde i Hørsholm. Sammenlagt er der 2600 ansatte i Chr. Hansen fordelt på mere end 30 lande.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie