Stigende onlinesalg driver væksten hos Matas
Matas har omsat for knap en milliard kroner i andet kvartal, viser regnskab. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Matas omsatte i andet kvartal for knap en milliard kroner. Det er 1,6 procent mere end for et år siden.
Når Matas-kunderne skal have nye skønhedsprodukter, sker det i stigende grad online.
Det viser butikskædens halvårsregnskab torsdag morgen. Det dækker perioden fra april til og med september.
Kæden har i sit skæve regnskabsårs andet kvartal omsat for knap en milliard kroner. Det er 1,6 procent mere end i samme periode sidste år.
Matas har sideløbende noteret sig en stigning i onlinesalget på hele 9,9 procent, og det er altså med til at drive væksten, lyder det.
Modsat er salget i de fysiske butikker dalet marginalt med 0,7 procent i samme periode.
Gregers Wedell-Wedellsborg, topchef i Matas, er i det store billede tilfreds med, at den generelle vækst er fortsat til trods for stigende leveomkostninger. Det siger han i en kommentar til regnskabet.
- Kunderne handlede generelt hyppigere og købte for mere på grund af det udvidede sortiment på matas.dk, siger han.
Matas har tjent 46,7 millioner kroner i andet kvartal. Det er cirka ti millioner kroner mere end i andet kvartal 2021. For hele første halvår lander overskuddet på 116 millioner kroner.
Topchefen forventer dog, at kæden er på vej ind i en vanskeligere økonomisk periode i anden halvdel af regnskabsåret.
- Vi ser tegn på, at kunderne vælger billigere produkter og skærer ned på forbruget i slutningen af måneden, siger Gregers Wedell-Wedellsborg.
Alligevel fastholder kæden sine forventninger til hele det skæve regnskabsår.
Omsætningen forventes at lande på mellem cirka 4,4 og 4,5 milliarder kroner.
Matas har i alt 261 fysiske butikker. En af dem er beliggende på Færøerne, mens resten befinder sig i Danmark.
Kæden beskæftiger mere end 2000 medarbejdere.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie