TDC-direktør vil hellere ansætte danskere end outsource
Koncerndirektør Jens Aaløse så gerne flere studiepladser på it-uddannelserne. Der er rift om it-kompetencerne.
Alt for mange, der gerne vil uddanne sig inden for it-området, bliver afvist på grund af manglende studiepladser.
Det er ifølge Dansk Industri et stort problem, fordi der er mangel på it-kyndige dimittender.
Også hos TDC så koncerndirektør Jens Aaløse gerne, at optaget på it-uddannelserne bliver øget. Alternativet er, at job forsvinder ud af landet.
- Manglen betyder, at vi i nogle tilfælde må lade være med at besætte de job, vi gerne vil have besat.
- Alternativt må vi outsource de opgaver, der skal løses. Vi har et fint samarbejde med en stor virksomhed i Indien, men det er vel ikke der, vi som samfund gerne vil bevæge os hen, siger han.
- Det er vækst og dermed også velstand og velfærd, vi går glip af, siger han.
Mandag præsenterer uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) et nyt udspil, der blandt andet skal gøre uddannelsessystemet mere fleksibelt.
Og selv om der ikke umiddelbart er lagt op til flere studiepladser i den forbindelse, hilser Jens Aaløse udspillet velkomment.
- Det gør det nemmere at komme ud at suge erfaring i erhvervslivet efter endt bacheloruddannelse, uden at man mister retten til at tage en kandidatgrad senere.
- Vi kan lære en masse af de studerende, og de får en mulighed for at prøve af, om det nu også er den vej, de vil gå, inden man fortsætter sin uddannelse, siger Jens Aaløse.
Han mener, at virksomhederne skal blive endnu bedre til at videreuddanne sine medarbejdere.
Og så ligger der fortsat en udfordring i at få flere piger til at interesse sig for it-faget.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned