Telia mister kunder - sparer sig til bedre resultat
Telia har mistet 5000 mobilkunder og 5000 bredbåndskunder i første kvartal, mens der til gengæld er kommet 4000 nye fastnetkunder. (Arkivfoto) Foto: Ints Kalnins/Reuters
Ints Kalnins/Reuters
Telia mister kunder og omsætning, men har sparet sig til et lidt bedre resultat i første kvartal.
Selv om antallet af kunder er mindre, og omsætningen falder, har teleselskabet Telia haft fremgang på det danske marked i første kvartal.
Det oplyser selskabet i sit regnskab, der er offentliggjort torsdag morgen.
Telia har mistet 5000 mobilkunder og 5000 bredbåndskunder i kvartalet. Til gengæld er der kommet 4000 nye fastnetkunder.
- Det er et stabilt første kvartal, hvor vi har fastholdt vores indtjening, selv om vores omsætning er faldet lidt, og vores kundebase er nogenlunde stabil, siger Morten Bentzen, der er direktør for Telia i Danmark.
- Vi har konstant fokus på hele tiden at drive en mere simpel forretning, og det afspejler vores resultater, siger han.
Telia er det seneste år blevet en hel del færre på kontorerne, da antallet af ansatte er faldet til 868 fra 961 i 2018.
Telias omsætning i Danmark er faldet med 7,5 procent til omkring 970 millioner kroner.
Til gengæld er driftsoverskuddet vokset med cirka en procent til 157 millioner kroner.
Morten Bentzen er ikke tilfreds med, at omsætningen falder.
Men han forklarer, at det hænger sammen med, at Telia sidste år ændrede på sine abonnenter, hvor en masse ekstra indhold blev taget ud for i stedet at satse på pakker med fri data.
- Når vi ændrer vores porteføljer af abonnenter, så påvirker det omsætningen, men det hjælper så til gengæld på vores bundlinje.
- Men der er ingen tvivl om, at vi er i et konkurrencepræget marked, siger Morten Bentzen.
Telia har knap 1,45 millioner mobilabonnenter, mens det inden for bredbånd lyder på 99.000, fastnet 41.000 og tv 24.000.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned