Tilbagevenden til arbejdspladser hjælper ISS til milliardoverskud
Den danske servicekoncern ISS har torsdag præsenteret milliardoverskud. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Den danske servicekoncern ISS, som gør sig inden for rengøring, har mere end tredoblet sit overskud i 2022.
Det har været en særdeles kærkommen tendens for den danske servicekoncern ISS, at mange er vendt tilbage til arbejdspladserne det forgangne år efter en lang coronaperiode.
Selskabet er således kommet ud af 2022 med et overskud på 2,1 milliarder kroner.
Det viser selskabets årsregnskab torsdag.
Det er mere end en tredobling af indtjeningen i forhold til året før.
Den danske koncern gør sig inden for rengøring, kantinedrift, sikkerhed og generel facility management.
Derfor gik coronanedlukninger og hjemmearbejde hårdt ud over selskabet i en periode.
I 2020 præsenterede man således et større milliardunderskud.
Både i 2021 og 2022 er det dog blevet en solid overskudsforretning igen.
I alt omsatte ISS for 76,5 milliarder kroner sidste år. Det er mere end fem milliarder højere end året før.
- Det kommercielle momentum forblev robust gennem hele året med forlængelse af flere nøgleaftaler, siger topchef Jacob Aarup-Andersen i regnskabet.
- Dette beviser vores forretningsmodels robusthed i et udfordrende makroøkonomisk miljø.
ISS er i gang med at gennemføre en strategi, som går under navnet "OneISS".
Her fokuserer man netop på nøglekunderne og på at strømline sin forretning på tværs af landegrænser.
- Vores solide forretningsresultat i 2022 var drevet af den fortsatte eksekvering af OneISS-strategien med et fokus på vækst, investeringer i teknologi og bæredygtighed, siger Jacob Aarup-Andersen videre.
Selv om fremtidsudsigterne for det kommende år vurderes at være behæftet med stor usikkerhed, forventer den danske koncern fortsat vækst.
For hele året venter man en organisk vækst i intervallet 4-6 procent.
Væksten forventes at blive drevet af prisstigninger. Prisstigningerne skal imødekomme den fortsat høje inflation, lyder det
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned