Toblerone fjerner ikonisk Matterhorn-billede fra indpakning
Den nye Toblerone-emballage vil blandt andet omfatte en "ny karakteristisk Toblerone-skrifttype og logo". Det oplyser den amerikanske virksomhed Mondelēz til BBC. (Arkivfoto). Foto: Alastair Grant/Ritzau Scanpix
Schweiziske regler begrænser brugen af nationale symboler, blandt andet når det gælder fødevarepromovering.
Når man har lagt en pakke Toblerone-chokolade ned i indkøbskurven, har man været vant til at kunne se en illustration af det berømte Matterhorn-bjerg,
Men det bliver fortid.
Toblerone fjerner nemlig sin illustration af det schweiziske bjerg fra emballagen. Det skriver BBC.
Dele af produktionen vil blive flyttet uden for Schweiz.
Og schweiziske regler indført i 2017 begrænser brugen af nationale symboler, når det kommer til blandt andet at promovere fødevarer.
Reglerne fastslår, at nationale symboler ikke må bruges til at promovere mælkebaserede produkter, der ikke udelukkende er fremstillet i Schweiz.
Der kan dog være undtagelser for ingredienser, der ikke kan indkøbes i landet, som kakao, skriver The Guardian.
For andre fødevarer er grænsen på mindst 80 procent.
Illustrationen af Matterhorn optrådte første gang på emballagen i 1970.
Den nye Toblerone-emballage vil blandt andet omfatte en "ny karakteristisk Toblerone-skrifttype og logo". Det oplyser den amerikanske virksomhed Mondelēz, der ejer Toblerone, i en udtalelse til BBC.
Til schweiziske Aargauer Zeitung oplyser en talsperson fra Mondelēz, at det nye design vil have et "moderniseret og strømlinet bjerglogo, der flugter med den geometriske og trekantede æstetik". Det skriver The Guardian.
Desuden vil der på emballagen komme til at stå "etableret i Schweiz" i stedet for "fra Schweiz". Toblerone er blevet fremstillet i den schweiziske hovedstad, Bern, siden 1908 ifølge avisen.
Mondelēz oplyste sidste år, at det fra slutningen af 2023 vil flytte dele af produktionen til sin fabrik i Slovakiet.
Her producerer virksomheden også Milka-chokoladen, der oprindeligt er fremstillet i Schweiz, skriver The Guardian.
Mondelēz har blandt andet oplyst til BBC, at man flytter dele af produktionen som respons på "øget efterspørgsel på verdensplan".
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned