Trump-ordre giver medvind til USA's fængselsfirmaer
De selskaber, der driver private fængsler i USA, nyder godt af præsident Donald Trumps politiske tiltag. (Arkivfoto) Foto: Free/Colourbox
Free/Colourbox
Mens præsident Barack Obama ikke brød sig om private fængsler, er præsident Donald Trump af en anden holdning.
En af præsident Barack Obamas sidste handlinger i embedet var at beordre fængselsvæsenet i USA til at minimere brugen af private fængsler. Men med Donald Trumps indtræden er den ordre trukket tilbage.
Det bringer glæde hos aktionærerne i selskaberne bag private fængsler. Aktionærer, der siden Trump blev valgt, har set værdien af deres aktieposter boome.
- Beslutningen (Obamas, red.) ændrede langvarig politik og praksis og mindskede fængslernes evne til at møde fremtidige behov i fængselsvæsenet.
- Jeg beordrer hermed fængselsvæsenet til at gå tilbage til deres tidligere tilgang, skrev justitsminister Jeff Sessions tirsdag i en ordre, der kom for dagens lys torsdag aften lokal tid, ifølge Bloomberg News.
USA er det land i verden, der proportionelt har flest mennesker i fængslerne.
Ifølge de seneste tal fra det amerikanske justitsministerium var der ved udgangen af 2015 6,7 millioner mennesker i fængsel eller på prøveløsladelse i USA.
USA's myndigheder har længe brugt private fængsler.
- Ordren validerer vores holdning om, at den tidligere politik ikke reflekterede den høje kvalitet af service, vi har ydet for staten i årtier, skriver Corecivic, der driver 70 fængsler i USA, i en kommentar til Bloomberg News.
Corecivic og Geo Group er blandt de største operatører af private fængsler i USA.
Dagen efter at Donald Trump blev valgt, steg førstnævnte 43 procent på børsen og sidstnævnte 21 procent. Siden dagen før Donald Trump blev valgt, er Corecivics aktier steget med 140 procent og Geo Groups med 98 procent.
Ifølge Bloomberg News steg begge aktier yderligere i eftermarkedet torsdag og ventes at stige fredag, når børsen i New York åbner.
Ud over udsigten til fortsat markant brug af privatejede fængsler spekulerer aktionærerne ifølge CNN i, at Donald Trumps administration vil tilbageholde og deportere millioner latinamerikanske immigranter.
Det forventes at give selskaberne statskontrakter, da de kan levere faciliteterne til at gennemføre handlingen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned