TryghedsGruppen, der er hovedaktionær i forsikringsselskabet TrygVesta, vil udnytte væksten i sundhedsforsikringer og det voksende private sundhedsmarked i Norden til at skabe en sundhedskoncern, der spænder fra forebyggelse over rehabilitering og behandling til ældrepleje, skriver dagbladet Børsen.
Det fortæller adm. direktør Lennart Meineche i et interview midt i valgkampen til Tryghedsgruppens repræsentantskab, hvor der er rungende kritik af anvendelsen af Tryghedsgruppens formue.
I dag omsætter Tryghedsgruppens sundhedsvirksomheder for omkring tre milliarder kroner.
- Der er et betydeligt potentiale, og jeg har en målsætning om, inden for en overskuelig årrække, at vi i hvert fald fordobler vores omsætning på sundhedsområdet, siger Lennart Meineche håbefuldt om sine fremtidsplaner.
TryghedsGruppen ejer 60 procent af TrygVesta og foretager samtidig uddelinger på knap en halv milliard kroner årligt til tryghedsskabende formål via Tryghedsfonden.
Sundhedsstrategien må dog ikke gå ud over fondens uddelinger eller Tryghedsgruppens evne til at støtte TrygVesta finansielt. Men bare obligationsformuen på omkring 10 milliarder kroner giver store opkøbsmuskler.
- Ser man på vores balance, så har vi en ganske solid mulighed for at implementere denne strategi. Vi vil ikke lave en investering på 10 milliarder kroner, men vi skal heller ikke udfylde rammen i et hug. Vi tager det hen ad vejen, siger Lennart Meineche.
Han peger på, at tidshorisonten afhænger af, at de rigtige virksomheder kommer til salg til den rigtige pris.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned