Varmt sommervejr løfter salget af kolde drikke hos Harboe
Harboe fik et overskud på lidt over ti millioner kroner i årets første halvdel. (Arkivfoto)
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Harboes Bryggeri har haft fremgang i både salg og indtjening under den varme sommer i år.
Den varme sommer har øget trangen til øl, sodavand og andre kolde drikke fra bryggeriet Harboe.
Det familieejede Harboes Bryggeri A/S med hovedsæde i Skælskør solgte for 725,4 millioner kroner i årets første seks måneder. Det er knap 30 millioner kroner højere end samme periode året før.
Det viser tallene for første halvdel af regnskabsåret 2018/2019, der dækker perioden fra maj til slutningen af oktober.
Harboe producerer drikkevarer som øl, sodavand, juice og energidrikke under sit eget varemærke.
Desuden har bryggeriet haft succes med maltdrikke, der blandt andet er populære i Afrika.
- Væksten var baseret på øget afsætning af både øl, læske- og energidrikke samt vand.
- Både de nordiske markeder og Latinamerika realiserede gode vækstrater, skriver Harboe i regnskabet.
Desuden fremstiller Harboe drikkevarer for andre virksomheder - kendt som private label.
Her er salget hjulpet af den varme sommer, der bød på flest solskinstimer i mands minde.
- Aktiviteterne inden for private label udviklede sig også positivt i første halvår - ikke mindst som følge af den lange og varme sommer på de nordeuropæiske markeder, skriver Harboe.
Det højere salg har også vist sig i en forbedret indtjening. Harboes overskud er steget til 10,2 millioner kroner fra 6,9 millioner kroner året før.
Harboes Bryggeri A/S er ledet af den 77-årige tysker Bernhard Griese, der har været direktør siden 1984.
Han kom ind i bryggeriet efter at have giftet sig med datteren til brygmesteren Gunner Harboe, der var søn af en af grundlæggerne til virksomheden.
Sammen med sin kone sidder Bernhard Griese i dag på magten i bryggeriet.
Bernhard Griese sagde dog tidligere i år, at han er i gang med at køre sin datter og svigersøn i stilling til at kunne overtage roret.
Harboe har hovedkontor og produktion i Skælskør. Derudover er der bryggerier i Tyskland og Estland.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie