Vestager udvider undersøgelse af skat til alle EU-lande
EU-Kommissionen vil kulegrave selskabers skatteaftaler i alle 28 medlemslande, bebuder konkurrencekommissær.
EU-Kommissionen udvider nu undersøgelsen af virksomheders favorable skatteaftaler til samtlige 28 EU-lande.
- Jeg har brug for et samlet billede af praksis med skatteaftaler i EU for at bekæmpe skatteunddragelse. I dag har jeg bedt alle medlemslande give os oplysninger, siger konkurrencekommissær Margrethe Vestager i et tweet.
Kommissæren er i forvejen i færd med at undersøge tilfælde af mulige brud på EU's konkurrenceregler i syv af EU's 28 medlemslande.
Der er desuden blevet igangsat undersøgelser af skatteaftaler lavet for fire store selskaber - Apple i Irland, Starbucks i Holland og Amazon og den finansielle arm af Fiat i Luxembourg.
Den såkaldte Luxleaks-skandale har ad flere omgange skabt heftig offentlig debat om multinationale selskabers muligheder for at slippe med at betale et minimum i skat i Europa.
Den første afsløring i november viste, at over 340 selskaber, herunder Ikea og Pepsi, i årene 2002-2010 indgik aftaler med skattemyndighederne i Luxembourg, så de fik minimeret deres skattebetaling.
Teknisk set er det lovligt at give selskaber særlige skattefordele, men det er EU-Kommissionens bekymring, at det i nogle tilfælde kan betegnes som ulovlig statsstøtte.
EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, som formelt begyndte sit arbejde i kommissionen i november, er selv blevet voldsomt kritiseret i Luxleaks-sagen.
Han var nemlig regeringschef i Luxembourg, da skattereglerne blev vedtaget mellem 2002 og 2010.
Ikke desto mindre er større gennemsigtighed om selskabsskat og kamp mod skatteunddragelse defineret som en høj prioritet i den nye EU-kommissions arbejdsprogram under Jean-Claude Juncker.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned