WHO godkender mpox-vaccine til unge mellem 12 og 17 år
Mpox viser sig typisk ved influenzaagtige symptomer som feber, muskelsmerter og hovedpine efterfulgt af udslæt med blærer. (Arkivfoto). Foto: Justin Makangara/Reuters
Mpox-virus, der også er kendt som abekopper, giver typisk milde symptomer, men kan være dødelig.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har mandag godkendt det danske medicinalselskab Bavarian Nordics vaccine mod mpox - også kendt som abekopper - til unge mellem 12 og 17 år.
Det skriver WHO i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Netop børn og unge er særligt sårbare over for mpox-virusset.
Vaccinen blev i september godkendt til voksne af WHO.
Mpox spreder sig ved tæt kontakt mellem mennesker.
Sygdommen udvikler sig sædvanligvis mildt, men kan i sjældne tilfælde være dødelig. Den viser sig typisk ved influenzaagtige symptomer som feber, muskelsmerter og hovedpine efterfulgt af udslæt med blærer.
Bavarian Nordics vaccine mod mpox blev allerede i september godkendt til brug hos børn og unge i aldersgruppen 12 til 17 år af EU's lægemiddelagentur.
Men med WHO's godkendelser af vaccinen til både børn, unge og voksne bliver det lettere for afrikanske lande, som har været særligt hårdt ramt af mpox-udbrud, at sikre vaccinen til deres borgere.
USA's lægemiddelstyrelse (FDA) har godkendt mpox-vaccinen til voksne, men endnu ikke til børn og unge under 18 år.
I august erklærede WHO for anden gang inden for to år, at mpox-udbruddet udgør en global sundhedskrise. Det aktuelle udbrud begyndte i januar.
Særligt i Den Demokratiske Republik Congo har der været mange tilfælde, men sygdommen har også spredt sig til nabolandene.
Ifølge Reuters har Bavarian Nordic planlagt kliniske test, der skal klarlægge, om mpox-vaccinen kan bruges til børn i aldersgruppen 2 til 12 år.
Foreløbig er der registreret mere end 100.000 tilfælde af mpox under det nuværende udbrud på verdensplan. Mindst 200 personer er døde efter at være blevet smittet med virusset.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned