Vil have klar melding om ny Storstrømsbro
Ny Storstrømsbro Foto: Illustration: Banedanmark
Grafik: Bandedanmark
Bekymrede borgmestre fra Guldborgsund og Vordingborg kommuner skriver brev til transportminister.
I en fælles henvendelse til transportminister Hans Christian Schmidt (V), understreger borgmester John Brædder (G), Guldborgsund Kommune, og Knud Larsen (V), Vordingborg vigtigheden af at gennemføre udskiftningen af Storstrømsbroen som planlagt.
Borgmesterhenvendelsen kommer, efter finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) udmelding i forbindelse med regeringens kasseeftersyn: Generel tilbageholdelse af allerede planlagte infrastrukturprojekter.
Det udløser bekymring på Sydsjælland og Lolland-Falster.
- Storstrømsbroen er en utrolig vigtig forbindelse for Lolland-Falster og Sydsjælland, hedder det fra borgmester John Brædder.
- Det er en forbindelse, som ikke må risikere at blive lukket ned for togtrafikken, som vi jo oplevede for et par år siden. Den nye Storstrømsbro må derfor ikke udsættes - forbindelsen er jo også en vigtig international forbindelse. Det er helt uforståeligt, at der nu opstår en usikkerhed om tidsplanen, hedder det fra Guldborgsund-borgmesteren.
- Sammen med Guldborgsund Kommune vil vi gerne have en drøftelse med transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt, da vi har en fælles interesse i at få meldt klart ud om tidsplanen for den nye Storstrømsbro, supplerer Knud Larsen, Vordingborg.
Han fortæller, at de to kommuner har indledt et tættere samarbejde blandt andet om etableringen af den nye Storstrømsbro.
- Så nu vil vi i fællesskab presse på for at få en klar udmelding. Storstrømsbroen er en vigtig del af vores infrastruktur i forhold til bosætning, pendling, for vores virksomheder og for at Vordingborg og Nykøbing F. er attraktive som uddannelsesbyer, hedder det fra Knud Larsen.
I brevet til ministeren beder de to borgmestre om et hurtigt møde - enten i København eller hos en af de to borgmestre: - Så der kan meldes klart ud, som det hedder i brevet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned