METTE FREDERIKSEN INDLEDER REGERINGSFORHANDLINGER KLOKKEN 8
- Vælgerne har sendt et signal om, at vi skal samarbejde, sagde fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag til TV 2, efter at hun var blevet valgt som kongelig undersøger, der skal lede forhandlinger om at danne en ny regering. Socialdemokratiet arbejder i første omgang for at danne en regering med partier over den politiske midte.
Philip Davali/Ritzau Scanpix
Venstre er det første parti, der skal møde Mette Frederiksen (S) til forhandlinger om dannelse af ny regering.
Fungerende statsminister og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, indleder regeringsforhandlinger fredag klokken 8 på Marienborg.
Det oplyser Socialdemokratiet i en pressemeddelelse.
Venstre er første parti, der skal til forhandlingsmøde med Mette Frederiksen, da hun tager imod partierne efter størrelse.
Dernæst er det repræsentanter for Moderaterne, SF, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance, som kommer ind enkeltvis.
De bliver efterfulgt af De Konservative, Enhedslisten, Radikale Venstre, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.
Undervejs vil Mette Frederiksen også mødes med hvert af de nordatlantiske medlemmer af Folketinget.
Ved tirsdagens folketingsvalg fik rød blok lige nøjagtigt 90 mandater og dermed et flertal. Men Mette Frederiksen ønsker fortsat at afsøge mulighederne for at danne en bred regering over den politiske midte.
Efter valget blev Mette Frederiksen onsdag udnævnt som forhandlingsleder, da samtlige 12 valgte partier var forbi dronningen for at pege på en kongelig undersøger. Her pegede rød blok samt Moderaterne på S-formanden.
Der er dog lagt op til nogle dage med hårdt politisk tovtrækkeri.
Ligesom Socialdemokratiet ønsker De Radikale og Moderaterne en regering over midten.
Enhedslisten, SF og Alternativet vil i stedet bevare det røde regeringsgrundlag. Det har siden folketingsvalget i 2019 dannet rammen for den socialdemokratiske etpartiregering med SF, Enhedslisten og De Radikale som støttepartier.
Mette Frederiksen selv har onsdag sagt, at hun mener, at "valgets tale er klar". Men hvorvidt en regering over midten kan lade sig gøre, må "vi vurdere hen ad vejen".
- Vi har brug for en akutplan for det danske sundhedsvæsen, så vi kan få nedbragt ventetiden. Vi har brug for en langtidsplan for velfærden, og der skal arbejdes videre med den grønne omstilling, sagde hun til TV 2.
- Vælgerne har sendt et signal om, at vi skal samarbejde.
Da Socialdemokratiet i 2019 forhandlede med SF, Enhedslisten og De Radikale, tog det 20 dage, før en regering var på plads.
Dengang blev partierne enige om et såkaldt forståelsespapir, der satte en retning for, hvad S-regeringen skulle arbejde hen imod.
Det er til gengæld meget forskelligt, hvor lang tid regeringsforhandlinger tager. Der kan også ende med at være flere runder hos dronningen og forskellige forhandlingsledere.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie