Den tidligere franske fodboldstjerne Eric Cantona vil udfordre Nicolas Sarkozy ved det kommende præsidentvalg og er derfor i fuld gang med at samle underskrifter for at kunne stille op. Det skriver avisen Liberation mandag.
Cantona har brug for opbakning fra mindst 500 folkevalgte og har derfor sendt breve til franske borgmestre, hvori han beskriver sig selv som en meget engageret borger og beder om borgmestrenes støtte.
- Dette engagement forpligter mig til at tale mere alvorligt end normalt, men også med en bevidsthed om mit ansvar på et tidspunkt, hvor vores land står over for vanskelige valg, som vil være afgørende for dets fremtid, skriver Cantona ifølge Liberation.
Cantona mener, at unge franskmænds muligheder er alt for begrænsede og kritiserer de store sociale uretfærdigheder, der ifølge den tidligere Manchester United-spiller er for mange, for voldsomme og for systematiske.
Første runde af præsidentvalget kommer til at foregå i slutningen af april, hvor de to kandidater, der får flest stemmer, går videre til en afgørende runde i begyndelsen af maj.
Socialisternes kandidat, François Hollande, fører i øjeblikket i meningsmålingerne foran den nuværende præsident Nicolas Sarkozy.
Selv om Cantona skulle nå op på de krævede underskrifter, vil det være en vanskelig opgave uden et partiapparat i ryggen, og han levnes ikke mange muligheder for at nå anden runde.
Det er ikke første gang, at Cantona har forsøgt at skabe opmærksomhed på den stigende sociale ulighed i landet.
I december 2010 opfordrede han landets borgere til at straffe bankerne for deres rolle i den finansielle krise ved at hæve deres opsparinger. Der viste sig dog ikke den store opbakning til fodboldpensionistens forslag.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned