Dansk eksport er tilbage på før-krise-niveau

Eksporten steg med godt 11 procent i 2011, og dermed nåede eksporten op på 605 milliarder kroner, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det er lidt højere end tilbage i 2008.

Samtidig fik Danmark et rekordoverskud på betalingsbalancen på 118,7 milliarder kroner. Det er knap 22 milliarder højere end i 2010, og dermed det højeste nogensinde.

Og tallene for eksporten og betalingsbalancen viser, at dansk økonomi klarer sig godt trods svære betingelser.

Seniorøkonom i Jyske Bank, Niels Rønholt, hæfter sig især ved, at eksporten går den rigtige vej. Alene fra november til december voksede den med 4,6 procent.

- Der er tale om en stor stigning i december, og når man ser på fjerde kvartal som helhed, må man sige, at udviklingen har overrasket positivt. Man kan i hvert fald ikke tale om krise blandt eksportvirksomhederne, konstaterer Niels Rønholt og tilføjer:

- Det er stadig for tidligt at tale om, at faren er drevet over for eksporten. Men indtil videre må man sige, at eksporten er kommet godt tilbage efter nogle bekymrende tal i tredje kvartal.

Økonom i Dansk Banke, Jens Nævig Pedersen, hæfter sig især ved, at vi eksporterer mere til vores to største markeder, Sverige og Tyskland, selv om svenskernes økonomi også er ramt.

- Det er en rigtig glædelig nyhed, at eksporten, til trods for nedturen på vores største eksportmarkeder, er i stand til at vokse, siger han.

Cheføkonomi Danske Bank, Steen Bocian, glæder sig også over rekordoverskuddet på betalingsbalancen, som alt andet lige giver Danmark frihed, fordi vi ikke skal ud og låne dyrt.

- I disse tider, hvor finansiering både kan være dyr og besværlig, så er det et klart styrkepunkt for dansk økonomi.

- Når vi kombinerer det solide overskud på betalingsbalancen med det forholdsvis beskedne underskud på de offentlige finanser, så må vi konstatere, at det er med god grund, at udlandet nærer stor tillid til dansk økonomi, siger Steen Bocian.

/ritzau/

Trods international finanskrise klarer dansk økonomi sig ganske godt lige nu. Eksporten er tilbage på niveauet før finanskrisen, og overskuddet på betalingsbalancen er større end nogensinde.

Offentliggjort Sidst opdateret