Danske selskaber hænger efter i forskningskapløb
De største danske virksomheder sakkede lidt bagud i forskningskapløbet sidste år. Ifølge en opgørelse fra EU, "Industrial R&D Scoreboard", er investeringerne i forskning blandt de største danske virksomheder gået lidt tilbage i 2011 - nemlig med 3,9 procent.
Blandt de øvrige af de vigtigste EU-lande var der fremgang at spore. For de største EU-lande samt Holland, Sverige, Danmark, Finland og Irland var der i gennemsnit en vækst på 8,6 procent.
Den danske tilbagegang vækker bekymring i organisationen Dansk Erhverv.
- Vi glæder os over, at de europæiske virksomheder har skruet op for forskningen. Det tyder på, at de forventer et mere stabilt 2013 end 2012, siger forskningspolitisk chef Jannik Schack Linnemann.
- Vi er dog samtidig meget ærgerlige over, at denne positive stemning ser ud til at gå forbi Danmark, tilføjer han.
På europæisk plan steg investeringerne i forskning med 8,9 procent, hvilket er på niveau med den amerikanske udvikling.
- Selv om de forskningstunge virksomheder i Sverige og Tyskland investerer markant mere, så falder niveauet altså i Danmark.
- Dette skyldes sandsynligvis, at de danske virksomheder har færre forventninger til afkastet på grund af et ringere investeringsklima end i for eksempel Tyskland eller Sverige, forklarer Jannik Schack Linnemann.
EUs kortlægning opgør udviklingen i de 1500 virksomheder i verden, der investerer mest i forskning og udvikling.
405 EU-virksomheder er med - heraf 35 fra Danmark.
Novo Nordisk er som nummer 90 det højest placerede danske selskab målt på udgifter til forskning og udvikling.
Helt i top ligger japanske Toyota foran Microsoft og tyske VW.
EU understreger, at udviklingen for visse lande kan svinge meget, fordi enkelte selskaber "fylder" meget.
I Danmark står Novo Nordisk og Dong Energy for 40 procent af den samlede forskning blandt danske virksomheder på listen - og begge skruede ned for forskningsmidlerne i 2011.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned