Danskernes gældsbjerg vokser

- Det er tydeligt, at den økonomiske krise ikke er aftaget hos de private.

- Derfor er der en støt strøm af nye dårligere betalere i registret, og de skylder mere hver især, siger René Ostenfeld, analytiker hos Experian, der står for blandt andet RKI-registret over folk, der ikke betaler deres regninger.

Tallene opgjort 1. juni viser en stigning i det samlede skyldige beløb, så det nu ligger på 14,3 milliarder kroner, fordelt på 222.828 danskere.

I gennemsnit skylder hver dårlige betaler nu 64.211 kroner, hvor det før krisen lå på omkring 40.000 kroner.

- Det er de virkeligt klemte skyldnere, der kommer ind i registret nu, som typisk skylder mere end et sted, og som har kæmpet længe for at holde sig ude af RKI, men som nu falder i.

- Mange af dem knækker nakken på deres bolig, siger René Ostenfeld til Jyllands-Posten.

Boligmarkedet med faldende huspriser har betydet, at mange danskere er endt som teknisk insolvente - altså har de mere gæld i boligen, end hvad de kan hente hjem ved at sælge den.

- Det er de klassiske begivenheder som skilsmisse, sygdom eller fyring, der bringer folk i økonomisk uføre i et kriseramt boligmarked, siger Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank, til Jyllands-Posten.

På den lyse side er renten historisk lav, påpeger han.

- Der er heller ingen tvivl om, at tallene havde set meget værre ud, hvis ikke renten havde været så lav.

- Samtidig er den økonomiske krise generelt måske ved at løje af, men vi mangler opsvinget, der kan skabe flere arbejdspladser, og som kan trække boligpriserne op, siger Las Olsen.

/ritzau/

Den økonomiske krise bare vokser og vokser blandt de økonomisk mest trængte danskere. Den misligholdte gæld i RKI's bøger er vokset støt i de seneste år, og alene siden nytår er den øget med en milliard kroner, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Offentliggjort Sidst opdateret