Oppositionen er splittet i spørgsmålet om forholdet mellem stat og kirke.
Efter at Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, har slået fast, at en eventuelt kommende rød regering vil fastholde den statslige binding til folkekirken, lyder der nu andre meldinger fra De Radikale og Enhedslisten.
De Radikales kirkeordfører, Bente Dahl, kræver, at der bliver nedsat en kommission, som skal forberede en såkaldt kirkeforfatningslov.
- Folketinget er folkekirkens øverste myndighed, og det giver efterhånden ikke meget mening, når de fleste politikere ikke er troende, ikke har noget forhold til kirken - eller måske endda er ateister, siger Bente Dahl og tilføjer:
- Så ja, vi bliver nok nødt til at adskille kirke og stat. Men rækkefølgen er vigtig: Først en kommission.
Enhedslistens kirkeordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, mener også, at politikerne skal holde sig ude af religionen.
- Som politikere er det vores opgave at sikre religionsfrihed, men religion er en privat sag. Det skal man ikke blande sammen med staten, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
SF's formand, Villy Søvndal, har også sagt, at han er "delvist enig" i, at kirke og stat skal adskilles.
Men selv om Socialdemokraternes formand tidligere har talt for en ligestilling mellem de forskellige religioner i Danmark - og kaldt netop den stærke binding for forældet - så mener hun i dag, at ordningen er "god".
I forbindelse med udgivelsen af bogen "Forsvar for fællesskabet" fortalte Helle Thorning-Schmidt ellers i 2002 til Kristeligt Dagblad, at "det, som generer mig, er diskriminationen mod andre trossamfund i Danmark, og jeg har ingen problemer med helt at adskille stat og kirke".
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker