Højesteret: I orden at låne tjenestemænd ud
Det lykkedes ikke for fagforeningerne Dansk Metal og 3F at få sat en stopper for udlån af tjenestemænd til en privat virksomhed.
Højesteret har sagt god for ordningen, som fagforeningerne frygter vil føre til, at flere tjenestemænd bliver sendt ud i private virksomheder.
Med mandagens afgørelse fastholder Højesteret den afgørelse, som Østre Landsret tidligere er kommet frem til.
Sagen vedrører en gruppe busmekanikere, der er ansat hos det regionale trafikselskab FynBus. Selskabet har udliciteret en del af buskørslen og herunder også driften af busværkstedet, hvor 10 tjenestemænd arbejder.
De pågældende var ikke begejstrede for at skulle udlånes til en privat virksomhed. Ifølge fagforeningerne sker det, fordi en afskedigelse ville koste tre års løn plus pension.
Men Højesteret har i sin afgørelse vurderet, hvor meget man skal kunne tåle af ændrede arbejdsvilkår som tjenestemand.
Her gælder det, at man skal acceptere ændringer, der ikke ændrer arbejdets karakter, og ikke medfører, at stillingen ikke længere kan anses for passende for den enkelte.
I den konkret sag fremhæver Højesteret, at de ansatte forbliver tjenestemænd hos FynBus og bevarer deres rettigheder. Det er FynBus, der skal betale deres pension, når de trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet.
Desuden skal de under udlånet udføre samme værkstedsarbejde, som da FynBus stod for driften af værkstedet - og på samme sted og med samme stillingsbetegnelse.
Lønforhold er også uændrede. På den baggrund mener Højesteret, at udlånet ikke går ud over, hvad tjenestemænd må være klar til at kunne tåle.
Det ændrer ikke på Højesterets vurdering, at der undertiden udføres reparationer for private på værkstedet.
De to fagforeninger, der har ført sagen for de ansatte, skal nu betale 300.000 kroner til FynBus i sagsomkostninger.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned