Inflationen tæt på rekordlav: Lønnen rækker længere
Prisstigningerne tog sig endnu en tur ned i marts i år. Inflationen endte på 0,4 procent i marts mod 0,5 procent i februar, viser tal fra Danmarks Statistik.
Det betyder, at inflationen ligger i nærheden af det laveste niveau siden starten af 1950'erne. Det er primært lavere årlige prisændringer på fødevarer og tøj, der trækker ned og får lønnen til at række længere.
- Det er positivt for dansk økonomi, fordi danskerne får flere penge mellem hænderne, siger Mira Lie Nielsen, økonom i Dansk Erhverv.
Hun påpeger, at inflationen er så lav, at Danmark kunne havne i en situation med deflation. Og det vil være skadeligt for samfundsøkonomien.
- Hvis danskerne først begynder at forvente faldende priser og derfor udskyder deres forbrug, så kan det gå helt galt, siger Dansk Erhvervs økonom.
- Der er dog flere årsager som eksempelvis afgiftsomlægninger i 2013 og samfundsøkonomisk lavvækst, der er med til at holde inflationen meget lav lige nu, og forventningen er fortsat, at inflationen vil stige, som 2014 skrider frem, siger Mira Lie Nielsen.
Tore Stramer, chefanalytiker i Nykredit, mener dog ikke, at der er risiko for deflation. Han forventer, at inflationen over de kommende måneder vil stige svagt og ligge sig omkring en procent.
- Den lave inflation i øjeblikket er godt nyt for dansk økonomi. Med udsigt til inflation på 1,3 procent i år og 1,5 procent i 2015 er der udsigt til, at den lave inflation vil sikre en fortsat fremgang i reallønnen for de fleste danskere, siger han.
- Det er godt nyt, da det understøtter privatforbruget, der fortsat har mere end svært ved at komme op i fart, siger Tore Stramer.
Det er blandt andet priserne på sodavand, kød og grøntsager, der er med til at trække inflationen ned. Samlet er prisen på fødevarer faldet med 2,1 procent det seneste år. Derimod er udgiften til tandlægen, forsikringer og privatskoler steget.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned