Lønnedgang giver SAS et pusterum
SAS overlever, men forude venter nye udfordringer.
For selv om selskabet nu kan skære ned på omkostninger til piloter og kabinepersonale, har SAS stadig på en række andre områder større omkostninger end konkurrenterne, siger Ole Kirchert Christensen, ekspert i luftfart og direktør i konsulentvirksomheden Travelbroker.
- Hvis både piloterne og kabinepersonalet accepterer den spareplan, som ledelsen har præsenteret, er grundstenen lagt til, at SAS kan fortsætte, siger han.
- Men presset fra konkurrenterne fortsætter. Selv om SAS reducerer omkostningerne til personalet, halter det bagefter på materiellet, siger han med henvisning til, at SAS først i 2014 får nye brændstofbesparende fly.
- Det betyder, at SAS indtil da har en række fly i flåden, som er mere brændstofslugende end konkurrenternes, og det er et problem, fordi brændstof sammen med lønninger udgør de to største udgifter, siger Ole Kirchert Christensen.
Desuden har SAS større omkostninger til blandt andet loungeområder og catering end konkurrenterne.
Og som om det ikke er nok, har den seneste uges fokus på selskabet pillet ved det omdømme, som selskabet har haft i mange skandinavers øjne.
- SAS har stået som en af stjernerne i det nordiske erhvervsliv, men spareplanen har givet ridser i lakken. Salget af billetter faldt i sidste uge, og samtidig er det kommet ind i manges bevidsthed, at SAS er sårbar - at selskabet kan gå konkurs, siger Ole Kirchert Christensen.
Gennem halvandet år har de nordiske regeringer uden held arbejdet på at finde købere til SAS. Ifølge Ole Kirchert Christensen vil spareplanen kunne bane vejen.
- Med den manøvre, som selskabet foretager nu, er der ingen tvivl om, at SAS er blevet væsentlig mere attraktiv for potentielle købere, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie