Nu rammer fyresedlen også de trygge erhverv
Det sker aldrig for mig.
Sådan har ansatte i bestemte erhverv tænkt, når der er blevet varslet fyringer og arbejdsløshed i Danmark. Opfattelsen var, at der selv i krisetider altid ville være arbejde til dem. Men det holder ikke længere stik, skriver Kristeligt Dagblad.
Den nuværende krise har nemlig ramt bredere på arbejdsmarkedet end tidligere, hvilket vil sige, at det ikke kun er de traditionelt usikre brancher - eksempelvis byggebranchen - som finder fyresedlerne frem.
- Vi ser nu, at der også sker fyringer i brancher, som før kunne betegnes som sikre, siger Erik Bjørsted, senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE.
- Blandt andet den private servicesektor og den offentlige sektor, hvor antallet af varslede fyringer er steget mærkbart under krisen. Det rammer blandt andet hjemmehjælpere, sygeplejersker, lærere og pædagoger, som tidligere har været trygge, tilføjer han.
De seneste tal fra AE viser, at antallet af lønmodtagere inden for det offentlige er faldet med godt 27.000 fuldtidsstillinger siden begyndelsen af 2010, og beskæftigelsen falder fortsat på grund af få nye stillinger inden for det offentlige.
Udviklingen er meget uventet, lyder det fra næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Anni Pilgaard, og Danmarks Lærerforenings formand Anders Bondo Christensen.
- For ganske få år siden stod Danmarks Lærerforening, regeringen og Kommunernes Landsforening og tryglede unge om at søge ind på læreruddannelsen, siger Anders Bondo Christensen ifølge Kristeligt Dagblad.
- Nu kan de mange, der gjorde, ikke få job, og mange, der længe har siddet i samme stilling, mister også pludselig deres arbejde.
Ifølge erhvervspsykolog Berit Just får mennesker i før sikre brancher sværere ved at håndtere tilværelsen som arbejdsløse, da de har bygget en illusion op om, at de var fredede på arbejdsmarkedet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned