Ny opfindelse gør flæskesværene perfekt sprøde
Det er højsæson for flæskesteg, og danske slagterier producerer for tiden store mængder af julemad til danskerne.
Dog er det ikke altid, det lykkes at få flæskestegen sprød. Produktionen af flæskesteg kræver desuden uhensigtsmæssige arbejdsstillinger, løft og drej for slagteriarbejderne.
Men en ny maskine kaldet "In-Line kamridseren" ser ud til at løse disse problemer en gang for alle.
- Vores kokke har testet kvaliteten af ridserne, og deres tilbagemeldinger var udelukkende positive. At maskinen så samtidig letter arbejdet og forbedrer arbejdsmiljøet er helt fantastisk, siger fabrikschef Kaj Meldgaard fra Danish Crown.
Bag vidundermaskinen, der efter planen kan tages i brug på de danske slagterier i slutningen af 2013, står Teknologisk Institut.
Seniorkonsulent Jens Scheller Andersen forklarer, at maskinen er udviklet på bestilling fra slagterierne, og at den tegner til at blive en stor succes - netop fordi den forbedrer både kvalitet og arbejdsgang.
Indtil videre betyder det dog ikke flere danske arbejdspladser ifølge pressechef Jens Hansen fra Danish Crown:
- Det arbejde, der har været flyttet til Tyskland, kommer tilbage til Danmark. Det er et dansk nationalklenodie, der komme tilbage i danske hænder.
- Det giver ikke umiddelbart nye stillinger, men automatiserer en proces, og hvis vi kommer til at producere meget mere, kan det på sigt betyder flere job. Men ikke nu, siger Jens Hansen.
Når ridsearbejdet flyttes tilbage til Herning, skal flæskestegen ikke længere krydse Tyskland, inden den ender hjemme i de danske stuer, forklarer Jens Hansen:
- Der kommer en hel kam ned i ridsemaskinen. Den skæres ud, pakkes og kommer direkte videre til forbrugerne. Den er altså klar til brug lige efter at have været igennem maskinen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned