Ny prognose: 10.000 færre ledige om to år
Dansk økonomi står fortsat foran betydelig usikkerhed, fremgår det af Nationalbankens kvartalsoversigt.
Men det bedste bud fra Nationalbanken er, at væksten i 2013 vil lande på 1,6 procent, mens den i 2014 vil nå 1,7 procent.
Det vil være nok til at gøre et indhug i ledigheden på cirka 10.000 personer over de kommende to år, vurderer banken.
Ifølge de seneste ledighedstal fra juli ligger antallet af arbejdsløse lige nu på knap 166.000. Nationalbanken venter, at ledigheden vil lande på 164.000 personer ved årets udgang.
Næste år vil antallet af ledige falde yderligere til 161.000, spår Nationalbankens økonomer. Det er værd at bemærke, at Nationalbanken så sent som i juni, forventede, at ledigheden ville falde til 151.000 næste år.
Nationalbankens nye skøn er samtidig mere negativt end Finansministeriets skøn om en ledighed på 158.000 ledige næste år. I 2014 forventer Nationalbanken til gengæld af bruttoledigheden vil være nede på 156.000.
Der er fortsat udsigt til solide overskud på betalingsbalancen de kommende år. Både i 2013 og 2014 vil overskuddet være på den gode side af fem procent af bruttonationalproduktet.
Det private forbrug ventes at stige med 1,5 procent i 2013 og 1,7 procent i 2014, mens det offentlige forbrug i begge år vil ligge lavt med en stigning på blot 0,8 procent.
Inflationen vil være under kontrol med prisstigninger på henholdsvis 2,0 og 1,8 procent de næste to år. Det betyder, at der kan blive tale om en fremgang i danskernes realløn.
Timelønnen ventes nemlig at stige med 2,1 procent til næste år og 2,4 procent året efter.
Nationalbanken har opstillet et par alternative scenarier i den nuværende usikkerhed. Hvis der kommer mere gang i økonomien end forventet, så kan væksten stige til omkring to procent årligt i både 2013 og 2014.
Omvendt kan fortsat tillidskrise i økonomien betyde, at væksten kun når op på 0,6 procent til næste år. Det vil betyde højere ledighed i både 2013 og 2014 end forudsat i det mest ventede scenarie.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned