SAS og piloter er langt fra gennembrud
Ritzau erfarer, at forhandlingerne om en spareplan for kriseramte SAS fortsat er i gang, da piloternes tilbud til luftfartsselskabet ikke er i nærheden af at opfylde ledelsens krav.
Natten til søndag sagde piloterne ellers, at de havde fremlagt et tilbud, som ifølge deres eget udsagn kom SAS' sparekrav i møde.
Forhandlingerne mellem ledelsen og piloterne i selskabet drejer sig om nye vilkår for medarbejderne.
I det oprindelige udspil fra SAS er der blandt andet stillet krav om lønnedgang og forringede pensionsvilkår for medarbejderne.
Ledelsen i det kriseramte flyselskab forhandler også med kabinepersonalet om en løsning.
Denne personalegruppe har søndag morgen oplyst til Ritzau, at der er fremgang i forhandlingerne, fordi man oplever en lydhørhed fra SAS' side.
Forhandlingerne mellem ledelsen og de ansatte blev indledt torsdag og er fortsat siden. De ventes afsluttet søndag, hvor spareplanen - og dermed også de overenskomster - skal være på plads, inden der holdes et afgørende bestyrelsesmøde.
Med i den oprindelige spareplan fra SAS er omfattende ændringer for de ansatte i forhold til lønforhold og løntrin, som kan betyde lønnedgang på op til 15 procent samt forringede pensionsvilkår.
Hele spareøvelsen fra flyselskabet lyder på 2,6 milliarder kroner og omfatter blandt andet frasalg af datterselskaberne SAS Ground Handling og flyselskabet Widerøe.
I alt vil man med planen beskære antallet af ansatte i SAS med 6000 medarbejdere.
Redningsplanen er en forudsætning for, at SAS kan få den nødvendige kapital stillet til rådighed fra både banker og staterne Danmark, Sverige og Norge.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned