Skibsredere om fald i pirateri: Vi må holde fast
Pirateriet er på sit laveste niveau i fem år, og det skyldes især en kraftig nedgang af piratangreb ved Afrikas østkyst, mens det er stigende ved Afrikas vestkyst.
Vicedirektør i Danmarks Rederiforening, Jan Fritz Hansen, siger, at det skaber nye udfordringer.
- Nu gælder det om at holde fast ud for Somalia. Det bedste signal til alle regeringer er, at de nu må blive dernede med deres krigsskibe. Det er helt afgørende for, at vi kan holde fast i den her udvikling, siger Jan Fritz Hansen til Ritzau.
I 2012 angreb pirater fra Somalia kun 75 skibe mod 237 året før. Og det lykkedes kun de somaliske pirater at kapre 14 skibe. Det er en halvering i forhold til året før, da 28 skibe blev kapret, viser nye tal fra det Internationale Maritime Bureau (IMB).
Nedgangen skyldes den internationale flådes antipiratindsats, og at handelsskibene er bevæbnede.
- Vi er helt og aldeles bevidste om at fastholde sikkerheden på skibene ved Østafrika, tilføjer Jan Fritz Hansen.
Dermed vil danske rederier følge opfordringen fra IMB-lederen Pottengal Mukundan, der advarer rederier og besætninger mod at slække på sikkerheden på trods af den kraftige nedgang i pirateriet.
Ud over at fastholde indsatsen ved Østafrika ligger der nogle nye udfordringer ved Vestafrika.
- Samtidig med, at vi endelig ikke må glemme Somalia, har vi rettet skarpt fokus mod Vestafrika for at se, hvad det bedste er, vi kan gøre der for at dæmme op for pirateriet, siger Jan Fritz Hansen, der også er formand for de europæiske skibsrederes piratkomité.
I Guineabugten ved Vestafrika blev der i 2012 rapporteret om rekordhøje 58 angreb på skibe, heraf blev 10 kapret og 207 besætningsmedlemmer taget som gidsler.
Det store fald i det somaliske pirateri er årsagen til, at pirateri på verdensplan er på det laveste niveau i fem år. Kun 297 skibe blev angrebet af pirater på verdensplan mod 439 året før.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie