Investorerne frygter en forværring af den europæiske gældskrise, og der er også stor usikkerhed om virksomhedernes indtjening, når selskaberne de kommende uger offentliggør regnskaberne for første kvartal.
S&P 500-indekset dykkede 1,7 procent, mens Nasdaq-indekset, der omfatter de store teknologivirksomheder gik 1,8 procent tilbage.
I løbet af påsken begyndte renterne på de spanske statsobligationer igen at stige. Det er et tegn på, at finansmarkedernes tiltro til en genopretning af den spanske økonomi er aftagende. Rentestigningen fortsatte tirsdag.
- Fokus er skiftet til Spanien, hvor renterne er steget med bekymrende hast. Investorerne er igen begyndt at tvivle på Spaniens evne til at få kontrol over økonomien, siger en økonom til nyhedsbureauet AFP.
Han tilføjer, at den europæiske gældskrise og regionens generelt svage økonomiske vækst begynder at kunne mærkes hos de amerikanske virksomheder, der eksporterer til Europa.
Det var femte handelsdag i træk, at aktiemarkederne i USA faldt. Siden den 2. april, da indekserne nåede det højeste niveau i fire år, er Dow Jones og S&P 500-indekset gået tilbage med 3,5 procent.
Efter aktiehandlerne havde forladt Wall Street, kom der dog opmuntrende nyt fra aluminiumsproducenten Alcoa, der som det første selskab fremlagde sit regnskab for årets tre første måneder.
Alcoa tjente i perioden 94 millioner dollar efter skat. Og det var langt bedre end aktieanalytikernes forventninger, der lød på et underskud.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned