Thorning: Jeg er dybt rystet

S-leder Helle Thorning-Schmidt tager nu til genmæle overfor avisen B.T., som, hun mener, kommer med unøjagtigheder i deres dækning af hendes skatteforhold, skriver b.dk.

- For det første er jeg dybt rystet over, at den slags oplysninger kan komme ud af Skat. Det burde slet ikke kunne lade sig gøre, siger hun til b.dk.

B.T. skriver på baggrund af oplysninger fra Skat, at Helle Thorning-Schmidt uberettiget har udnyttet sin britiske ægtefælles skattefradrag, og dermed har hun fået udbetalt for meget i løn i årene 2000-2005.

Dermed har hun ifølge avisen sparet 152.000 kroner i skat. B.T. skriver også, at der ikke er foregået noget ulovligt. Thorning ønsker ikke at gå dybere ned i sagen:

- Jeg håber, danskerne har forståelse for, at jeg ikke vil udtale mig om mine private forhold på den måde. Mine skatteforhold er undersøgt til bunds af Skat sidste år, og konklusionen var, at der ikke var noget at komme efter.

Spørgsmål: Du har selv sagt, at du har fuldt reglerne til punkt og prikke. Er det helt rigtigt med de ting, der kommer frem nu?

- Jeg mener, jeg har fuldt reglerne til punkt og prikke, og jeg kan dokumentere, at jeg ikke har noget - og ikke har haft noget - udestående med Skat på noget tidspunkt.

- De har aldrig bedt mig om at betale en krone tilbage, og så er den ikke så meget længere, fordi jeg af princip ikke vil gå ind i sagsbehandling med B.T. og andre aviser.

- Jeg vil sige, det jeg plejer at gøre om B.T.s historier, at ligesom de andre historier så er denne også fyldt med unøjagtigheder.

Spørgsmål: Er det korrekt, at du er kommet til at bruge din mands fradrag?

- Jeg har ikke nogen kommentar til sagens detaljer, for jeg vil ikke ind og diskutere mine private forhold i pressen, siger Helle Thorning-Schmidt til b.dk.

/ritzau/

Ifølge Helle Thorning-Schmidt er B.T. kommet med unøjagtigheder i dækningen af hendes skattesag.

Offentliggjort Sidst opdateret