Tyven luskede ind hos spejderne
Politiet gik grundigt til værks, da der tirsdag blev ledt efter spor efter den indbrudstyv, der havde været hos spejderne natten til tirsdag. Foto: Privat
Privat
Spejdergruppe fik brudt alle døre op og mistede værktøj natten til tirsdag. En værktøjstyv synes at være aktiv i øjeblikket.
HOLEBY - Alle døre i udbygninger er brudt op, behændigt og professionelt. Brændesaven og motorsaven er væk, og trækvognen står henkastet midt på parkeringspladsen.
Det er spejderleder Jacob Larsen, Aztekerne i Holeby, der fortæller om det, der kunne lyde som introen til et klassisk natløb for spejdere.
- Men det var desværre den virkelighed, der mødte spejderne, da de var til møde tirsdag.
Da spejderne kom til møde klokken 18, blev de mødt af sporene efter indbrudstyven - og fik et helt andet spejdermøde end planlagt.
Politiet hurtigt ude
Nu kunne de med stor interesse følge politiets arbejde. Der blev nemlig hurtigt rykket ud til spejderhuset i Holeby for at sikre spor efter tyven.
Han var på sit togt i spejderhuset mellem klokken 3.20 og 3.30. Spejdernes overvågningsvideo viser en mand, middel til lidt over middelhøj, være på uanmeldt besøg.
- Når jeg på overvågningen kan se, hvor professionelt han arbejder, og hvor god han er til at snige sig frem, så er jeg da lidt ærgerlig over, at han har valgt den kriminelle bane og ikke er blevet spejder, siger Jacob Larsen.
- Vi har desværre de sidste år - i perioder - været temmelig ramt af indbrud. De fleste gange har det være mere simple drengestreger eller brænde, vi har fået stjålet. Men også mere omfattende hærværk.
- Desværre har jeg en ide om, at der er nogle, der tror, at vores hytte og udenomsarealer er offentligt område. Det er ikke tilfældet. Vi står derfor for at afholde alle udgifter selv, siger Jacob Larsen.
Bare man passer på
Han kan til gengæld glæde sig over, at byens borgere og børn har fornøjelse af spejdernes faciliteter.
- Vores shelter bruges flittigt. Så længe, der passes på vores ejendom, så må man gerne benytte det.
- Men det er brandærgerligt, at vi igen-igen skal bruge penge på at reparere efter hærværk og indbrud. Oftest er der ikke stjålet noget, men denne gang er der som sagt stjålet blandt andet en brændesav, motorsav og lidt andet forskelligt værktøj. Værdien udgør 4-6.000 kroner, og skaderne på bygningen løber også deropad, siger Jacob Larsen.
Det er måske relativt små beløb, men for en foreningskasse er de store. Spejdernes kasse er i forvejen som alle andre under pres på grund af covid-19. Spejdernes årlige loppemarked skulle have været løbet af stablen i den forgange weekend og skulle gerne have indbragt omkring 40.000 kroner til kassen.
- Den indtægt har vi ikke fået. Dog ser det ud til, at brikkerne kan falde på plads, og vi kan afholde loppemarked til oktober. Corona har givet mange tid til at få ryddet godt og grundigt op. Det har betydet, at vi allerede nu har fyldt vores lager til bristepunktet, fortæller Jacob Larsen og glæder sig samtidig over, at Aztekerne har en "rimelig sund økonomi".
- Så vi kommer også igennem 2020 med skindet på næsen. Men det bliver ikke uden besparelser nogle steder.
Jacob Larsen fortæller, at Holeby-spejderne ikke har planlagt dyre sommerlejre i et år, der kommer til at blive præget af coronaen.
- Det har vist sig at være vores held.
I stedet er der planlagt andre sommeraktiviteter for de knapt 50 spejdere. De ældste skal på en 200 kilometer gåtur, og Mikroer og Minier tager på rejse i 1001 nats univers.
- Ved hjælp af ekstra rengøring, ekstra håndvaske og lidt opfindsomhed har det været muligt for os at være oppe på fuld damp i nogle uger allerede. Vi har kunnet starte de ældste op medio maj og de mindre grene løbende. Det har været en øvelse, som er gået over al forventning, fortæller Jacob Larsen.
Seneste artikler
Ida er den eneste kvinde af sin slags på Sydhavsøerne
NFH kollapser mod nordmænd
Frygtede han var sprængt i stykker: Glemte alt i kaoset
Yngve overlevede flammerne, men slap aldrig mørket
Nu er borgerne til nyt udvalg fundet
Mest læste artikler
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst