Venstre om Sass-sag: PET må ud af busken

Venstre kommer nu på banen i sagen om Henrik Sass Larsens (S) manglende sikkerhedsgodkendelse, der har kostet ham hans ellers oplagte ministerpost i en kommende regering.

Partiet mener, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) bør komme med en erklæring, der afklarer, om den socialdemokratiske toppolitikers forklaring om PET-vurderingen holder vand.

Det skriver Nordjyske Stiftstidende.

- Sagen er så speciel og principiel, at jeg ville finde det naturligt, om PET i et nærmere omfang angav begrundelsen for den manglede godkendelse, siger Venstres retsordfører, Kim Andersen.

Henrik Sass Larsen hævder, at der kun har været ét møde og én telefonsamtale med bandidosrockeren Torben Ohlsen Jensen, og at det alene er derfor, PET nu spænder ben for, at han bliver minister.

Men Kim Andersen finder det mærkværdigt, at PET fælder så hård dom over en toppolitiker, der stod så centralt på Helle Thorning-Schmidts hold.

Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef for PET, mener også, at der må ligge mere bag.

- Hvis det er det, som jeg har læst om: at man har et tilfældigt møde med en rocker på en restauration, så ville jeg personligt vurdere, at det ikke skulle være nok til at udvise den mistillid, siger han.

Hos Sass Larsens nordjyske partifæller vækker udviklingen også opsigt.

- Jeg har det rigtig dårligt med, at nogen i mit parti kan forbindes med noget, der ligger så fjernt fra, hvad vores parti står for, siger folketingsmedlem Orla Hav (S) til Nordjyske.

Bjarne Laustsen siger, at han selv mødes med mange mennesker og ikke kan tro, at PET mener, at det i sig selv udgør en sikkerhedsrisiko, at en politiker mødes med et menneske.

- Derfor kan jeg frygte, der er mere i sagen, siger han.

Henrik Sass Larsen afviser selv, at han skulle være en sikkerhedsrisiko som minister.

/ritzau/

PET bør forklare, hvorfor man har sået tvivl om Henrik Sass Larsen, mener Venstres retsordfører.

Offentliggjort Sidst opdateret