158 har skrevet under: Børn må vente halvanden time på bus

Arkivfoto: Ingrid Riis

I flere år er busruten 741 kørt fra Nykøbing og mod Sydfalster stort set hver hele time - undtagen klokken 15.00. Det får nu forældre til at reagere med en underskriftindsamling, der allerede har stor opbakning.

Offentliggjort Sidst opdateret

IDESTRUP: Når klokken slår 14.25 betyder det, at en del børn og unge kan tage skoletasken på ryggen og begive sig op på cyklen eller hen mod bussen for at komme hjem.

Undtagen børnene, der skal med bussen mod Sydfalster - herunder Idestrup. For et par år siden blev afgangen fra Nykøbing med linje 741 nemlig sløjfet, og skolebørnene må derfor vente til klokken 16.00, før de kan begive sig hjem.

Camilla Jakobsen flytter inden længe fra Ulslev til Idestrup for netop at komme tættere på bussen af hensyn til hendes to sønner, der går i skole i Nykøbing. Men hun fik en lang næse, da hun blev opmærksom på, at bussen lige netop klokken 15.00 ikke kører.

- Fire ud af fem dage har de fri klokken 14.25, og de dage må de vente halvanden time på den næste bus, som først afgår klokken 16.00.

Ikke alle kan cykle

Med en viden om, at flere andre børn også havde problemer med at komme hjem, oprettede hun en digital underskriftindsamling, som 158 personer indtil videre har skrevet under på.

- Vi er mange, der tiltrækkes af livet på landet med de hyggelige og rolige omgivelser. Hvor fællesskabet er stærkt, fordi der ikke bor så mange, og hvor vi kommer tættere på hinanden. Men hvad sker der, når det bliver svært at komme til og fra Idestrup og omegn uden bil?

Forældre er blandt andet bekymrede for, at deres børn begynder at hænge ud de forkerte steder.

Camilla Jakobsen, Idestrup

Artiklen fortsætter under billedet.

Camilla Jakobsen flytter inden længe fra Ulslev til Idestrup for at komme tættere på bussen. Privatfoto

Hun anerkender, at børnene selv kan cykle, når familien flytter til Idestrup.

- Men der vil være mange dage med kraftig blæst, regn og sne, som gør det vanskeligt for vores børn at cykle til Nykøbing, siger hun.

Bekymrede forældre

Men Movia har vel ikke ansvar for at køre skolebus i Guldborgsund. Er det ikke jeres ansvar at tilpasse jer mulighederne?

- Der er tale om en del børn, som har behovet, kan jeg se. Flere af de digitale underskrifter er vedhæftet en bemærkning, og her kan jeg se på beskrivelserne, at forældre blandt andet er bekymrede for, at deres børn begynder at hænge ud de forkerte steder. En del børn har problemer med at komme omkring, fordi den afgang er sløjfet, siger hun.

- Men vi kan jo ikke alle bo i Nykøbing, og vi bør bibeholde muligheden for, at børnefamilier kan blive boende på landet men ikke mister muligheden for at komme omkring.

Politiker vil kigge på tallene

Derfor ønsker hun, at Movia genetableret en rute ud omkring Idestrup med afgange fra Nykøbing F. Station klokken 14.00, 15.00 og 16.00. Til gengæld kan man overveje at fjerne afgangen klokken 23.30, foreslår hun.

- Disse eftermiddagsafgange vil hjælpe vores børn og unge med at komme hjem fra byen, så de stadig kan nå deres fritidsinteresser og lignende, forklarer hun.

Det er medlemmerne af teknik, klima og miljøudvalget, som vurderer, om der er grundlag for en ændring i køreplanen. I det udvalg sidder blandt andre Camillo Krog (LA), som selv er bosat i Idestrup, og han medgiver, at det er en ærgerlig situation.

- Jeg vil meget gerne undersøge mulighederne og tjekke op på afgangstallene, siger han.

Han tilføjer, at Guldborgsund Kommune arbejder med Movia om at skabe en mere fleksibel busordning, hvor borgernes behov står højt.

Folketidende arbejder på at få en kommentar fra Movia.