Ældre ligger i børneafdelingen: - Unge mand, er de ikke kørt forkert?

Grith Brygger fortæller, hvordan manglen på ressourcer har ledt til nogle lidt prekære situationer. Foto: Maria Glasius Lange

Fagspecialer har en stor betydning på et sygehus. Både for personalet og for de patienter, der risikerer at blive indlagt et helt andet sted, end hvor de ellers hører til.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lige nu venter man på Nykøbing F. Sygehus i spænding.

Spørgsmålet om, hvorvidt Nykøbing F. Sygehus tildeles et eller flere specialer i fremtiden, har nemlig vakt en del debat mellem lokale politikere. Og konklusionen er ikke nået endnu.

På sygehuset afventer man nemlig en melding fra Region Sjælland.

For det kan få en betydning for fastholdelsen af det meget fagspecifikke personale, forklarer Grith Brygger, fællestillidsrepræsentant for Dansk Sygeplejeråd på Nykøbing F. Sygehus.

- Vores uddannelser er bygget op omkring specialer. Det er det, vi har lært, haft fokus på, og som vi synes, er rigtig, rigtig spændende. Skal det fagspecifikke personale til at være generalister og lave alt muligt, kan man risikere, at de rykker til en anden stilling, hvor de i højere grad kan bruge deres faglige kompetencer.

Hun forstår derfor bekymringen.

Ældre patienter på fødeafdelingen

Samtidig er også sygehuset indrettet i specialer, og det kan være en udfordring, når man af nød må blande dem. Men det har været nødvendigt igennem flere år på Nykøbing F. Sygehus.

- Det sker, at vi har ældre patienter, som egentlig tilhører medicinsk afdeling, liggende på børneafdelingen. Men her er sengene lavet til små mennesker, og der er for eksempel ikke lifte. De ældre patienter får ofte også medicin, som man stort set aldrig har brugt på børneafdelingen. Og hvor personalet på børneafdelingen ofte får hjælp af forældrene, så er der ingen forældre til at hjælpe 92-årige Gudrun, siger Grith Brygger.

Undskyld mig, unge mand, men er De ikke kørt forkert?

Ældre patient, der blev placeret på fødeafdelingen

Ofte kan det også skabe utryghed for de patienter, der pludselig placeres et helt andet sted, end hvad de forventede. Som da en ældre kvinde ikke kunne ligge på medicinsk afdeling og derfor blev kørt til en anden afdeling af en serviceassistent. Store var hendes øjne, da døren gik op, og der stod "fødeafdeling" på væggen.

- Hun vendte sig om, kiggede på ham og sagde: "Undskyld mig, unge mand, men er De ikke kørt forkert?", siger Grith Brygger og smiler.

- Man siger, at en seng er en seng. Og at en patient er en patient. Men der er altså forskel på en barneseng og en voksenseng. Og en patient er ikke bare en patient, siger hun slutteligt.