Ansætter 15-17-årige til bløde opgaver på plejecentre

Rosa Holm Jeppesen er en af de unge, der har fået job på et plejecenter. Hun føler sig taget godt imod af de ældre på Doktorparken i Sakskøbing, hvor hun har fritidsjob. Foto: Privat

Unge kan skabe glæde og lys for ældre.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND Da det er svært at finde nok hænder til at tage sig af ældre på plejecentre i Guldborgsund Kommune, må personalet prioritere i opgaverne. Det rammer ofte de bløde ting, og her kan unge nu komme ind og gøre en forskel.

Siden efteråret har 15-17-årige kunnet få et fritidsjob, hvor de for eksempel kan spille spil med eller læse avis for de ældre eller gå en tur med dem.

Det har stor betydning for de ældre, fortæller Lina Lauridsen, stedfortræder for lederen af plejeområdet.

- De fleste elsker selskab, det gør de ældre også, og det er noget af det, personalet ikke får tid til, særligt når vi kan have svært ved at rekruttere uddannet personale. De unge kan hjælpe med at skabe lys og glæde, så de ældre underholdes, fortæller Lina Lauridsen.

Initiativet giver de unge en mulighed for et anderledes fritidsjob, og kommunen håber, at det kan give dem interesse i at uddanne sig inden for feltet.

Det er muligt at arbejde to timer på skoledage og otte timer på weekend- eller feriedage, og der er ifølge Lina Lauridsen gjort meget ud af at undersøge, hvilke opgaver de unge kan tage og ikke kan tage. Forældre skal give samtykke, før der kan laves ansættelseskontrakt, og lønnen er aftalt mellem KL og FOA og gælder i alle kommuner.

Blev taget godt imod

I efteråret blev stillingerne første gang slået op, og nu er der genopslag, da der kan bruges endnu flere end de godt 20 stykker, der allerede er ansat.

En af dem er 15-årige Rosa Holm Jeppesen, der går i 9. klasse på Sakskøbing Skole. Hun har været på plejecenteret Doktorparken hver anden weekenden siden efteråret.

- Jeg synes, det lød som et spændende og meget anderledes job, hvor jeg kunne arbejde med mennesker på en anden måde end for eksempel at betjene dem i en butik, siger hun, der blandt andet hjælper med at dække bord, forberede måltider, tale med beboere om stort og småt, og hvad der ellers er stemning for.

De ældre har taget godt imod hende.

- De skulle lige lære mig at kende, men nu smiler de og siger hej, så snart de ser mig. Det er dejligt at være med til at sprede glæde. Det er virkelig hyggeligt, fortæller hun.

Der er job på alle kommunens 10 plejecentre, og kommunen forsøger at sørge for, at ansøgerne får job på det plejecenter, der ligger tættest på deres bopæl.

Har man spørgsmål til jobbet, kan man ringe til Lina Lauridsen på 2518 1104 eller sende en mail på lmla@guldborgsund.dk.