Antallet af nye skoleelever lokalt stiger

Næste skoleår kommer der mange nye elever på Nordbyskolen. For et par år tilbage var det 31, og i år og sidste år knap 50. Fremgang ses på en række lokale skoler, og generelt er antallet af indskrivninger i kommunen højere, end det har været de senere år. Foto: Anders Knudsen/arkiv

Udvalgsformand og skoleleder glæder sig over, at kommende 0. klasser bliver større end i de seneste år.

Offentliggjort Sidst opdateret

0. klasserne i Guldborgsund Kommunes folkeskoler ser ud til at få vokseværk i det kommende skoleår.

I den foreløbige opgørelse fra november for skoleåret 2021-2022 er 420 elever skrevet op til skolestart næste skoleår, og det er det højeste i tre år. I sidste års opgørelse lå tallet på 403, mens det året før var 399, og udviklingen glæder Simon Hansen (S), formand for børn, familie og uddannelsesudvalget i Guldborgsund Kommune, der blev informeret om tallene på sit møde tidligere på ugen.

- Det må betyde, at vi har lidt flere børn, end vi har haft tidligere, lidt større årgange, og det er dejligt og positivt, for det styrker grundlaget på vores skoler, at flere børn kommer ind, siger han og fortsætter:

- Den helt store udfordring er, at der hvert år går flere børn ud af 9. klasse, end der kommer ind. Det kan på sigt blive en udfordring, at der bliver færre børn, så det er positivt, at der nu kommer flere nye elever. Dertil ser det ud til, at alle vores skoler ser ud til at have et fornuftigt eksistensgrundlag, og det er vi også rigtig glade for.

Politikeren understreger, at der ikke er nogen af skolerne, der er i farezonen for at lukke, men at det er dejligt, hvis faldende børnetal er ved at vende.

- Det er en del af de indsatser, vi arbejdet med i byrådet: at gøre vores kommune attraktiv og få folk til at flytte hertil og blive boende her, så vi som kommune kan overleve, siger han.

Har fokus på det rigtige

Det stigende antal kommende elever fordeler sig med en vis spredning skolerne imellem.

Mens Nørre Alslev Skole og enkelte andre skoler vil opleve et faldende antal nye elever, som det ser ud nu, er der fremgang på blandt andet Nørre Vedby Skole, som der kan læses mere om på side 11 i dagens avis, og Møllebakkeskolen, ligesom Nordbyskolen ligger godt til.

På sidstnævnte er indskrivningerne vokset fra 31 i 2018 til 48 i år ved novemberopgørelsen over det efterfølgende skoleår.

Det er dejligt, mener skoleleder Lars Carlsen.

- Det er rigtigt rart at vide, at der er forældre, der hører godt om skolen og vil have deres børn til at gå her, siger han og uddyber:

- Det siger noget om, at vi har fokus på det rigtige, som at kanalisere noget økonomi ud, så de bliver brugt til læringsmiljøer, og at vi prøver at etablere nogle teams omkring eleverne, så de møder de samme voksne, hvilket skaber tryghed hos dem.

Læs også artiklen: " Flere vælger privatskoler"