Banebrydende byggeri er forsinket: Bliver dyrere end forventet
Om få år gør lovgivningen det vanskeligt fortsat at bruge de energitunge byggematerialer. I Hampens Hus skal udviklingen af byggematerialer af hamp testes for at sikre den nødvendige viden og skabe en værdikæde med lokalt produceret hamp helt frem til nybyggeri eller renovering. Men byggeriet er forsinket. Visualisering: Zanstudio v/ Nikolova/Aarsø
Zanstudio v/ nikolova/aarsø
I oktober skulle et hus bygget af hamp have stået klar til at lære både lokale og studerende fra DTU om klimavenligt byggeri ved Merkurs Plads. Men projektet er stødt ind i et par udfordringer.
De store gloser blev fundet frem, da Guldborgsund Kommune i marts sidste år kunne fortælle, at et nyt byggeri var undervejs. Denne gang var der hverken tale om lejligheder, ferieparker eller sommerhuse, men blot et enkelt hus af mere klimavenlig karakter. Danmarks første, hed det sig. Hampens Hus er det første hus, hvor der udelukkende anvendes mange forskellige hampematerialer - fra gulv til tag.
Det skulle stå ved Merkurs Plads og være en vigtig brik i at undersøge mulighederne for at bygge klimavenligt - med byggematerialer baseret på hamp fra danske marker. Det ville blive fyldt af måleudstyr og tilgængeligt for både unge på de helt lokale uddannelser og Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Et slags forsøgshus.
Ifølge pressemeddelelsen skulle første spadestik tages mandag den 13. maj. Sådan er det ikke gået.
Ærgerlig over forsinkelse
I Guldborgsund Kommune er det Mette Jørgensen, der sidder med projektet. Hun er programkoordinator
på projektet og arbejder i det daglige med bioøkonomi i kommunens afdeling for Strategi & Udvikling.
- Vi er ærgerlige over, at huset er blevet forsinket, men Hampens Hus er et eksplorativt projekt, hvor der skal findes og udvikles løsninger på vejen fra idé til færdigt byggeri, lyder det.
Hvorfor er det blevet forsinket?
- Vi har blandt andet erfaret, at projektering tog længere tid end forventet, og så har der været leveringsvanskeligheder - for eksempel på tagplader.
Vi har blandt andet erfaret, at projektering tog længere tid end forventet.
Mette Jørgensen, programkoordinator, Guldborgsund Kommune
Dobbelt så dyrt
Ifølge et referat fra Erhvervs og Udviklingsudvalgets mødet i december har forsinkelserne ledt til, at projektet er blevet ramt økonomisk - både af generelle prisstigninger og et behov for flere kvadratmeter. Hvor kvadratmeterprisen i udgangspunktet var 15.000 kroner, steg den til 30.000 kroner, og det har man arbejdet på at reducere. Administrationen forklarer i referatet fra udvalgsmødet:
"Der er fundet besparelser, men der er stadig behov for et større budget for at kunne sikre formidlingsværdi på et niveau, der kan skabe den opmærksomhed for en potentiel ny lokal værdikæde og samtidig skabe værdi primært for lokale uddannelser. Halvdelen af budgetforøgelsen er nu søgt hos Realdania og den anden halvdel findes internt."
Fakta om Hampens Hus
Det samlede byggeri er 80 kvadratmeter. Byggeriet er delt i to, som forbindes med en overdækket gang.
Det er finansieret af Den filantropiske forening Realdania, EU Interreg-program North Sea Region og Guldborgsund Kommune og tegnet af Nikolova/Aarsø.
Efter udfordringer med tagplader er finansiering af en helt ny type vandtæt tagplade muliggjort via Boligfonden Kuben. Det begrunder direktør Sidse Buch således:
- Vi har brug for flere biogene byggematerialer, hvis vi skal gøre vores byggeri mere bæredygtigt. Hamp kan plantes igen og igen, optager CO2 fremfor at udlede det, og tærer ikke på forbruget af råstoffer. Vi håber, at Hampens Hus kan inspirere byggebranchen til at eksperimentere mere med biogene byggematerialer.
Samarbejdspartnere på projektet: Guldborgsund Kommune (ansvarlig), Den filantropiske forening Realdania, Nikolova/Aarsø, Adserballe og Knudsen A/S, Celf, Birkelink ApS, DTU, Odico, Structured Environment ApS, Agrovi og Business Lolland-Falster.
Kilde: Guldborgsund Kommune
Mette Jørgensen pointerer dog, at udfordringerne også har ført noget godt med sig.
- Først var det for eksempel tanken, at huset skulle stå i Guldborgsund Zoo, fordi man her ville kunne formidle til mange. Men så blev det solgt. Det banede vejen for at få Celf med.
Eleverne er i gang
Netop på Celf kan projektchef Lene Beck Mikkelsen fortælle, at husets forsinkelse i øjeblikket ikke spiller en stor rolle.
- Der er blevet produceret hamp på nogle marker på Nordfalster, og det materiale er eleverne på vores tekniske gymnasium allerede i gang med at bearbejde. Det handler både om bioteknologi og produktudvikling, men også om design. På handelsgymnasiet arbejder de også allerede med de krav og den lovgivning, virksomheder bliver mødt med i forhold til en bæredygtig værdikæde. Det betyder lidt for tømrereleverne, som jo gerne vil have materialet i hånden.
Fisk flytter ind
Man dyrker allerede hamp i lande som for eksempel Holland, og indenfor en kort årrække vil der blive stillet større krav til mere klimavenligt byggeri. Derfor er hamp en interessant afgrøde, for byggeriet såvel som for landbruget.
Planen for Hampens Hus er nu at begynde byggeriet i foråret, og på grund af ventetiden er endnu en idé spirret frem, fortæller Mette Jørgensen:
- For at teste hampen vil vi øge luftfugtigheden og temperaturen i huset via fiskeproduktion.