Broen er oppe – vent en omgang! Nu får byen sit eget brætspil

Sune Frantsen har udviklet 32 brætspil og nu er turen kommet til Nykøbing. Privatfoto

Sune Frantsen udvikler by-spil med humor, genkendelige steder og spøjs lokal-kolorit.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når Sune Frantsen skal udgive et brætspil nørder han sig helt ned i et lokalområdes særpræg og historie. Han har netop lanceret brætspillet "Slaget om Nykøbing Falster" og det er det 32. udgave af slagsen.

37-årige Sune Frantsen begyndte "Slaget om..." i Nakskov, hvor han stammer fra, og har været forbi blandt andet Hillerød og Viborg, indtil han indtog Nykøbing.

Det hele begyndte lidt tilfældigt, da han i 2019 var i sin farmors sommerhus i Vesternæs på Vestlolland. Der var ikke noget internet og kun tyske kanaler på tv'et.

- Jeg har af natur en krøllet hjerne, og så kom ideen om at lave et spil om Nakskov. I starten var det hyperlokalt og handlede om vores liv på gymnasiet, men mine venner anbefalede mig at udbrede spillet i Nakskov-gruppen på Facebook og så stak det helt af, siger Sune Frantsen.

Dengang sad han og skar 16.000 kort ud i hånden. Men den slags overlader han nu til professionelle.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Kender du det? Broen er altid oppe, når man har allermest travlt. Privatfoto

Nørder lokale særpræg

“Slaget om ...” er et slags gadekryds mellem flere brætspil og med træk fra Matador, hvor man køber grunde, men man kan også udføre missioner og vinde spillet og blive konge af Nykøbing.

Er man vokset op i Nykøbing, vil man kunne genkende skæbnekortet: Broen er oppe. Vent en omgang.

Eller: En sjællænder har igen forvekslet Lolland og Falster. Modtag 1.000 kroner for at undervise i geografi.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Vil man nørde særheder og lokalkolorit, har Sune Frantsen udviklet brætspillet "Slaget om Nykøbing Falster". Privatfoto

For at komme ind under huden på en by og dens finurligheder, dialekt og legendariske værtshuse og diskoteker, allierer Sune Frantsen sig med lokale, som kommer med ideer til, hvad der skal stå på kortene. I Slaget om Nykøbing Falster" kommer man blandt andet forbi stationen, hvor Sune Frantsen mange gange har siddet og kedet sig, mens han en sen aften ventede på toget efter en bytur, rustne trappetrin på torvet og Paninos legendariske pastasalat.

- Den svære balancegang er servere byens historie samtidig med, at det skal være sjovt, siger spilmesteren.

Den svære balancegang er servere byens historie samtidig med, at det skal være sjovt.

Sune Frantsen

Kan grine af sig selv

Han har også gravet sig ned i Knud Romers forfatterskab om opvæksten i Nykøbing for at finde steder eller anekdoter, der kan bruges i brætspillet.

"Du er blevet afhængig af Paninos pastasalat. Betal 1.000 kroner for dit forbrug af pastasalat de næste tre gange, du passerer start", står der på et skæbnekort og så er det bare om at komme til lommerne som straf.

Efter at have gravet sig ned i 32 danske byers historie og og beboernes særheder, er Sune Frantsen overbevist om, at på Lolland og Falster kan man grine af sig selv.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Man kan lande på Ellens Ranch eller Hundehuset i "Slaget om Nykøbing". Privatfoto

- Men vi er trætte af, at andre tager pis på Lolland-Falster, siger han.

Spiludvikler på fuld tid

Efter gymnasiet i Nakskov tog Sune Frantsen en bachelor fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole som Interaktiv Designer og arbejdede et år som animator på Hyper Island i Stockholm.

Han bor i Odense, hvor han har sit firma GrafikStyrelsen, der leverer grafisk design og animation. Da "Slaget om Nakskov" i sin tid udkom, blev de 300 brætspil revet væk. Nu lever Sune Frantsen af at udvikle by-spillene.

- Det ene spil finansierer min løn og det næste spil, siger han.