"Brug det – ellers forsvinder det!" Politiker i opråb efter sløj start

Med 750 stemmer i ryggen kan borgere i år få et forslag til debat og afstemning i Guldborgsund Kommunes byrådssal. Opbakningen har bare ikke været stor endnu. Arkivfoto: Anders Knudsen

To borgerforslag er ind til videre lagt til afstemning på Guldborgsund Kommunes hjemmeside. Men antallet af stemmer kan tælles på én hånd.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sidste år besluttede et flertal i byrådet i Guldborgsund at give borgerforslag en chance.

Med et borgerforslag kan borgere notere en helt konkret idé, som andre borgere kan stemme på via kommunens hjemmeside. Opnår man 750 stemmer, vil forslaget blive sendt direkte til afstemning og debat i byrådssalen - uden at man skal igennem en politiker først.

To forslag er indtil videre blevet skrevet ind på hjemmesiden. Til sammen har de fået fire stemmer.

- Jeg ser det som en tilføjelse til lokaldemokratiet. Det er rigtig nok, som nogle politikere også siger, at man bare kan kontakte et af byrådsmedlemmerne, hvis man har en sag. Men her har man endnu en mulighed for at tage et demokratisk engagement i lokalområdet. Og man kan aktiv se, at andre måske taler den samme sag som en selv, siger borgmester Simon Hansen (S).

- Det gør det til noget andet, end hvis det "bare" var en politiker, der satte det på dagsordenen. Så jeg ser det som en ekstra mursten på demokratihuset, at borgerne nu også får mulighed for at gå denne her vej.

- Skylder dem at lytte

Simon Hansen tilføjer, at kommunen skylder en tak til Chris Veber (fra Dit Guldborgsund, red.), som ønskede beslutningen om borgerforslag til afstemning i byrådssalen.

Flertallet sagde ja til en prøveperiode, og kompromiset blev, at der skal 750 stemmer til for at få en sag i byrådssalen.

- Det er ikke alle, der har energien til at gå ind i politik. Så hvis de kan få 749 personer til at bakke op om deres sag på denne måde, så synes jeg som minimum, at vi politikere skylder dem at lytte. Ofte er det en enkelt sag, som de virkelig bare brænder for, siger Chris Veber, der ser netop denne beslutning som sit partis første store sejr i byrådssalen.

Tanken om borgerforslag opstod i forbindelse med borgermøder afviklet af kommunen, hvor han ikke oplevede, at politikerne for alvor tog borgernes pointer til sig.

- Men her bliver de nødt til at lytte.

Et års prøveperiode

Han håber, at flere vil få øjnene op for muligheden for at lave borgerforslag. Især fordi det blot er i en forsøgsperiode på et år.

- Så benyt jer endelig af det. Ellers forsvinder det igen.

Simon Hansen mener, at borgerne stadig har gode muligheder for at komme igennem med en sag, hvis de tager fat i politikere fra det relevante udvalg.

- En del af de beslutninger, vi træffer i byrådet, dem træffer vi på baggrund af den dialog, vi løbende har haft med forskellige borgere og foreninger. Nu får borgere bare mulighed for at sætte noget fokus på deres egne sager. Og det glæder jeg mig til at følge.

Borgmesteren tilføjer, at ordningen bliver evalueret om et år. Her vil man også vurdere, om mængden af stemmer, der skal opnås for at komme i byrådssalen, er passende.

Guldborgsund Kommune har afsat 250.000 kroner til det administrative arbejde med borgerforslag i denne forsøgsperiode.