DF vil gerne uddanne fængselsbetjente lokalt

Her i Storstrøm Fængsel der ligesom i fængsler over hele landet problemer med at skaffe nok personale.er der en del vold mod personalet. Nu er en 25-årig mand blev udvist efter tre gange vold mod fængselsbetjente. Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

- Kan man styrke rekruttering med lokale uddannelsessteder? spørger Peter Skaarup (DF)

Offentliggjort Sidst opdateret

NORDFALSTER Nu bliver der gjort endnu et forsøg på at skaffe en uddannelse til fængselsbetjent til den sydøstlige del af Danmark.

Lykkes det, så kan det i høj grad gavne Storstrøm Fængsel, der ligger på Nordfalster.

Denne gang er det Dansk Folkeparti, der slår et slag for idéen. Det har man også gjort tidligere.

Og det sker med et spørgsmål, som partiets retsordfører, Peter Skaarup, har stillet til justitsminister Nick Hækkerup (S).

Spørgsmålet, der er stillet gennem Folketingets retsudvalg, går på, om nye uddannelsessteder i Vordingborg, Lolland eller Guldborgsund kommuner vil styrke rekrutteringen af nye fængselsbetjente.

Det er kun et par dage siden, at Peter Skaarup stillede spørgsmålet. Derfor har ministeren ikke svaret på det endnu.

- Hvad med uddannelsessteder i Vordingborg, Lolland eller Guldborgsund kommuner?

Peter Skaarup, retsordfører for Dansk Folkeparti

Ønske fra fagforening

I dag ligger uddannelsen til fængselsbetjent i Nordsjælland.

Det har tidligere fået Fængselsforbundet, der fagligt organiserer danske fængselsbetjente, til at mene, at uddannelsen nok burde ligge et andet sted.

Dette skulle blandt andet ske af hensyn til rekruttering af nye betjente, der for eksempel kunne gøre tjeneste i Storstrøm Fængsel, har Henning Mørck, som er afdelingsformand på Sjælland, sagt til Folketidende.

Det kunne i høj grad gavne i fængslet, som ifølge Fængselsforbundet konstant mangler arbejdskraft.

Pendler til fængsel

Fordi der mangler folk i fængslet, så er Kriminalforsorgen, der driver det store fængsel, nødt til at hente ansatte ind fra andre steder i landet.

Med flere lokale betjente kan denne situation afhjælpes, mener man i Fængselsforbundet, som presser på for at få flere betjente i fængsler og arresthuse.