DØLLE: AFSKAFFELSE AF STORE BEDEDAG KAN OGSÅ RAMME LOKALE FORENINGER
Arkivfoto
.
Det kan få store konsekvenser både for Døllefjelde-Musse Markedet og det lokale foreningsliv, hvis den nye regerings ønske om at afskaffe en helligdag bliver til virkelighed.
Den nye SVM-regering vil afskaffe en helligdag for at finansiere øgede forsvarsudgifter - og det bliver givetvis store bededag, oplyser statsminister Mette Frederiksen på pressemødet ved præsentationen af det nye regeringsgrundlag.
Hvis det bliver virkelighed, kan det få store konsekvenser for Døllefjelde-Musse Markedet, der med over 100.000 besøgende er den største årlige enkeltbegivenhed på Lolland-Falster.
Markedsformand Per Hansen er overrasket og håber, at forslaget ikke bliver til noget.
- Det vil få stor betydning for os. Vi prøvede det jo lidt i 2021 (hvor markedet på grund af corona-situationen først blev afviklet en weekend i september, red.), hvor vi barberede en dag ud af programmet, og det så ikke særligt godt ud for vores økonomi.
- Vi vil komme til at mangle en tredjedel af vores omsætning - og vores omkostninger er jo de samme. Det vil betyde, at fredagen på markedet, som normalt er en fridag for mange, vil blive en helt anden dag end det, vi kender. Og åbningskoncerten torsdag aften.. skal man overhovedet holde den, hvis folk skal op og på arbejde dagen efter?, siger Per Hansen.
Efter at have set pressemødet bider markedsformanden mærke i, at det ikke er præciseret i regeringsgrundlaget, at der er tale om store bededag, men han noterer også, at statsministeren siger, at det "givetvis" vil blive denne helligdag, man vil afskaffe.
- Skulle der ske nogle ændringer, bliver det tidligst i 2024, så vi vil stadig få et marked som normalt til næste år, siger Per Hansen.
Kan koste lokale foreninger penge
Han påpeger også, at en afskaffelse af bededagen vil få økonomiske konsekvenser for de lokale foreninger, som får del i overskuddet fra markedet ved den årlige uddeling.
- Det vil få store konsekvenser for dem, for vores overskud bliver jo reduceret væsentligt, så der bliver færre penge at dele ud af - og i år uddelte vi knapt 1,1 million kroner. Det kan også betyde, at vi får færre penge til at hyre musik og anden underholdning for.
Præcis hvor meget det økonomisk vil koste markedet i tabt omsætning, hvis store bededag sløjfes, kan Per Hansen ikke umiddelbart svare på, da der også vil være lidt færre udgifter til indkøb af eksempelvis pølser og andre varer.
- Men det vil blive en væsentlig ændring. Fredag og lørdag er de helt store markedsdage, og der er også mange, som tager på miniferie på vores campingområde, og hvor mange af dem vil stadig komme, hvis det kun er en weekend?, spørger Per Hansen og påpeger, at de samme overvejelser kan gøre sig gældende for de af markedets frivillige, som ikke længere er bosat i lokalområdet, men kommer "hjem" til markedsdagene.
Svært at flytte til en anden helligdagsferie
En mulighed kunne være at flytte markedet til en anden helligdagsferie - eksempelvis kristi himmelfart. Men det åbner nogle andre problemer.
- Både vores tivoli og mange af teleudlejerne er i forvejen ude andre steder på mange af de andre helligdage, så det bliver svært for os.
- Lad os håbe, at det hele falder til jorden igen - også af hensyn til kulturen i Danmark, for der er jo mange andre arrangementer rundt omkring i storebededagsferien, siger Per Hansen.
Han understreger, at Dølle ikke er truet på eksistensen, hvis bededagen bliver afskaffet.
- Det skal kunne lade sig gøre i en eller anden konstellation, og vi prøvede det jo i september 2021, så vi har en plan liggende, vi kan trække frem fra skuffen, hvis det er, slutter hahn.
Du kan følge pressemødet med den nye regering i tekst og billeder direkte HER.
Og du kan følge det på livestream HER, når pressemødet starter.
Seneste artikler
Når natklubberne lukker, rykker festen videre
Lottomillionær nummer 4.000 nærmer sig: Den allerførste var fra Lolland
Vilde Nykøbing FC slog rekorder i hvepseboet
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen