Elever udgør stor del af bemandingen i fængsel

Bemandingen i Storstrøm Fængsel er for lav, mener repræsentanter for de ansatte. Arkivfoto

Storstrøm Fængsels vagtplan rummer 40 procent elever - møgærgerligt, udtaler institutionschef.

Offentliggjort Sidst opdateret

STORSTRØM FÆNGSEL: Til august åbner den nye skole i Nykøbing, hvor der for fremtiden skal udklækkes fængselsbetjente, der efter planen skal kunne hjælpe til i Storstrøm Fængsel.

På kort sigt er skolen dog ikke en hjælp, mener flere repræsentanter blandt de fængselsbetjente, der allerede arbejder i fængslet.

Skolen skal nemlig bruge nogle af fængslets betjente som uddannelseskonsulenter.

Det vækker kritik hos personalet, som mener, at Kriminalforsorgen gentager en uheldig fremgangsmåde, nemlig at åbne nye afdelinger, før der er mandskab til opgaven.

Åbnede uden en plan

Fængselsforbundets tillidsrepræsentant Jesper Dalbye synes, at man var for hurtig til at åbne fængslet, inden bemandingen var på plads. Og fem år efter indvielsen mangler der stadig personale, udtaler han til fagbladet Fængselsfunktionæren.

- Man har bygget et stort, flot skib, men glemt at få besætning med ombord, lyder dommen.

Man har bygget et stort, flot skib, men glemt at få besætning med ombord.

Jesper Dalbye til fagbladet Fængselsfunktionæren

Der mangler i omegnen af et halvt hundrede ansatte, for at fængslet er bemandet, som det bør være. Foto: Claus Hansen

Historien gentager sig altså nu med åbningen af skolen i Nykøbing, mener de ansatte.

I april fik fire af fængslets betjente besked om, at de fra 1. maj skulle være uddannelseskonsulenter på den nye skole.

- Vi bliver færre og færre betjente, og alligevel åbner man helt ukritisk flere arbejdspladser, siger Jesper Dalbye.

Med 240 indsatte skal hverdagen fungere, og det er vanskeligt, når man mangler mange kollegaer. Der er i øjeblikket kun 100 fængselsbetjente, hvor der burde være 150.

Storstrøm Fængsel er dermed et af de dårligst bemandede fængsler i Kriminalforsorgen med  kun 0,4 betjente per indsat.

Enighed om pres

Institutionschef Michael Gjørup er enig i, at fængslet er presset, men der er desværre ikke udsigt til forbedringer.

- Personalesituationen på Storstrøm Fængsel er meget belastet af, at vi mangler fængselsbetjente. Men desværre er der ikke nogen hurtige løsninger. Derfor er alle kreative forslag velkomne, for vi kan ikke fortsætte på denne måde. Det slider på alle ansatte, siger han til Fængselsfunktionæren.

For at holde driften kørende bliver man nødt til at beordre folk på arbejde i deres fritid, inddrage værkmestrene i den daglige postbesættelse og have færre på vagt.

For eksempel er der normalt fire fængselsbetjente på afdelingerne. Nu er der i perioder kun tre, hvoraf den ene sidder alene på en etage.

- Vi er alt for få til at drive fængslet og er meget sårbare, hvis der sker det mindste, siger Jesper Dalbye.

Mange elever

Bemandingen består i høj grad af elever. Omkring 40 procent er elever, hvor tallet ifølge Jesper Dalbye maksimalt burde være 20 procent:

- Der bliver lagt alt for meget på de unges skuldre, når de skal stå for så stor del af driften. Noget af tiden oplærer de hinanden. Sådan bør det jo ikke være.

Michael Gjørup er enig i, at der er for få rutinerede medarbejdere:

- Det er helt normalt, at fængselsbetjenteleverne indgår som et vigtigt element i postbesættelsen. Vores udfordring ligger i, at der er færre erfarne fængselsbetjente til at oplære eleverne. Det lægger et yderligere pres på de erfarne betjente for at få dagligdagen til at fungere på fængslet, siger institutionschefen.

Han understreger, at man er opmærksom på problemerne:

- Vi drøfter løbende, hvad vi selv kan gøre for at minimere presset på personalet. Det er møgærgerligt, at vi for eksempel må ty til beordringer. Vi har fuld forståelse for, at det er frustrerende at blive kaldt på tjeneste, når man nu havde planlagt en fridag.