FÆDRE HAR SKABT ET FODBOLD-HIT

Tingsted Boldklubs yngste hold har hurtigt fået en del spillere. Privatfoto

Mads Winthers søn manglede et fodboldhold - og det var han ikke den eneste, der gjorde.

Offentliggjort Sidst opdateret

TINGSTED: - Jeg startede med at spille fodbold i Tingsted Boldklub, da jeg var de der fem, måske seks år. Det var vist meget normalt dengang. Men hvorfor skulle man ikke kunne spille fodbold, selv om man er endnu yngre?

Den undren opstod hjemme i baghaven hos Mads Winther, der har en søn, som nærmer sig sin treårs-fødselsdag.

- Vi prøvede først at gå til noget gymnastik med ham, og det var virkelig sjovt de første par gange. Så mistede han interessen for det, forklarer Mads Winther.

Vi prøvede først at gå til noget gymnastik med ham, og det var virkelig sjovt de første par gange. Så mistede han interessen for det.

Mads Winther

Men interessen i at sparke til en bold forsvandt aldrig.

- Han rendte bare rundt derude i haven med et kæmpe smil og grinede, mens han sparkede til bolden. Det fik mig til at begynde at overveje, om man ikke kunne finde noget fodbold, han kunne gå til.

Han rendte bare rundt derude i haven med et kæmpe smil og grinede, mens han sparkede til bolden. Det fik mig til at begynde at overveje, om man ikke kunne finde noget fodbold, han kunne gå til.

Mads Winther

Lasse og Mads fortryder ikke, at de tog chancen og lavede et hold for de små. Privatfoto

Ikke mange tilbud

Der dukkede bare ikke ret meget op, når Mads undersøgte, om man kunne spille fodbold i dén alder. Og slet ikke i nærheden af Tingsted, hvor familien bor den dag i dag.

Men hvor der er vilje, er der vej. Mads satte sig ned med sin ven, Lasse:

- Og han havde fuldstændig samme tanker som mig. Vi blev enige om, at vi ville give det et skud, hvis vi kunne få opbakning fra Tingsted Boldklub, og så drak vi et glas vin for at fejre beslutningen, forklarer Mads Winther.

Klubben støtter

Opbakningen fra klubben var umiddelbar.

Hvis der var noget, man fra boldklubben på nogen måde kunne assistere med, stod kompetencerne til rådighed, fik Lasse og Mads at vide.

Men det er jo alligevel lidt af en satsning sådan at melde ud, at man er klar til at træne en flok unger i en alder, hvor de normalt ikke spiller organiseret fodbold.

Mads har ingen erfaring som fodboldtræner, selv om han selv spillede i mange år.

Et lille opslag til venner og familie på Facebook blev det dog til, før de indkaldte til allerførste træning i starten af august.

- Hvis der kom en håndfuld i alderen to til seks år, så er jeg sikker på, vi ville have kaldt det en bragende succes, forklarer den nyslåede træner.

Der kom 15 små, aspirerende boldspillere.

Forældrene spiller en stor rolle i træningen. Privatfoto

Ikke kun bold

Sådan har billedet faktisk set ud lige siden.

- Der kommer måske 16 styk i gennemsnit til en træning, og i alt er der et par og 20, der sådan er med regelmæssigt. Men jeg synes også, der er nye ansigter med hver eneste gang, selv om vi har en god, stabil kerne, forklarer Mads Winther.

Fokus er selvsagt på fodbolden, det er jo en fodboldklub, der trænes i. Men det er lige så meget legen og hyggen, det handler om.

- Og så involverer vi jo forældrene super meget. De fleste af spillerne er tre eller fire år - de vil helst ikke for langt væk fra deres forældre, så mor og far spiller en kæmpe rolle i det her.

Det kan ikke kaldes andet end en bragende succes, fodbold for børn af den alleryngste slags. Og det er noget, der skaber glæde i klubhuset.

- Vi var tydeligvis ikke de eneste, der havde det behov. Det er altid rart at vide, konstaterer Mads Winther.