FÆNGSLET FOR VOLDTÆGT AF MINDREÅRIG

Offentliggjort Sidst opdateret

FALSTER: En 52-årig mand er blevet varetægtsfængslet i en sag, som handler om voldtægt af en mindreårig pige.

Fængslingen skete fredag middag ved et lukket grundlovsforhør i Retten i Nykøbing. Her blev der også nedlagt et navneforbud.

Ifølge sigtelsen er der indtil videre tre forhold i sagen mod manden. De handler dels om samlejer med pigen, dels om andre handlinger.

De tre forhold skal være begået mellem marts 2020 og maj 2022 på tre forskellige adresser rundt om på Falster.

I den periode var pigen, der er født i sommeren 2009, mellem næsten 11 og knap 13 år gammel.

Den 52-årige mand har nægtet sig skyldig i sigtelsen mod ham.

Varetægtsfængslingen skal vare frem til 23. januar, har Retten i Nykøbing bestemt.