Folkeafstemningen officielt skudt i gang

De første vælgere ankom i god tid før klokken 8 for at stå klar. Foto: Anders Knudsen

Klokken 8.00 blev der budt velkommen og afstemningen åbnet.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Normalt bruges Nykøbing F. Hallen mest til aktiviteter af mere sportslig karakter, men onsdag morgen var Hal 3 fyldt med stemmeurner, valgtilforordnede og ikke mindst demokratiets sande stjerner - de mange vælgere, der i dag skal bestemme, om Danmark skal droppe forbeholdene angående forsvarssamarbejdet i EU.

Nogen klokke blev der ikke ringet med, da klokken på det store, digitale sportshalsur på væggen viste 8:00. Til gengæld bød John Hansen, valgstyreformand, velkommen til de, der var stået tidligt op for at sørge for, deres kryds havnede i puljen.

Og dagens første stemme, i hvert fald i Nykøbing F. Hallen, blev afgivet i en rygende fart, det sekund valgets åbningsceremoni var overstået.

- Hun skulle vist på arbejde, lød det om den løbende kvinde fra en kæk vælger.

Der er ikke så mange muligheder - ja, nej, blankt eller en helt ugyldig. Foto: Anders Knudsen

En overskuelig dag

Og generelt bliver det, forhåbentlig, en relativt overskuelig dag på kontoret for de mange valgtilforordnede, der skal sørge for, at demokratiet for de lige godt 4000 vælgere, 4058 for at være præcis, der har mulighed for at stemme i sportshallen, forløber, som det skal.

- Vi startede hernede klokken halv syv med at gøre tingene klar. Det meste var sat op allerede i går, men der var lige nogen ting, der skulle klares. Men vi er køreklar, og alt er, som det skal være. Der er altid mange her lige de første timer, og så er der et stort træk igen, når folk har middagspause. Så kommer der mange, når folk får fri fra arbejdet, og der er altid lige lidt pres, når de sidste skal nå at stemme, inden vi lukker klokken 20, forklarer John Hansen.

Der var tidligere megen polemik om formuleringen af spørgsmålet, der skulle stemmes om. Foto: Anders Knudsen

Då med jakkesættet

Borgmester Simon Hansen (S) kiggede også forbi sportshallen kort før åbningen klokken otte. Det gjorde han for at sige hej til de valgtilforordnede, der knokler for demokratiet hele dagen, men også for at hylde demokratiet.

- Jeg fik at vide hjemmefra, at jeg godt kunne hoppe i jakkesættet i dag - så ligner jeg jo en borgmester, fortæller Simon Hansen og ler.

- Kommunaldirektøren og jeg kører rundt i kommunen og kigger på de mange valgsteder. Vi vil bare sikre, at de valgtilforordnede har det godt - og så får man jo ofte en kort snak med folk om alt muligt, det er heller ikke dårligt.

Kommunaldirektøren og jeg kører rundt i kommunen og kigger på de mange valgsteder. Vi vil bare sikre, at de valgtilforordnede har det godt.

Simon Hansen

Tættere end man tror

De seneste meningsmålinger lige op til valget lægger op til et "ja" til at fjerne forbeholdet. Hvor folkeafstemningen lander tør borgmesteren dog ikke spå om.

- Jeg tror ikke, det bliver med lige så stor en margen, som de sidste meningsmålinger har vist, det tror jeg ikke. Men som socialdemokrat håber og tror jeg på, det bliver et ja i sidste ende. Men det bliver spændende at se, hvordan den lander her i Guldborgsund Kommune.

Og den lander ganske hurtigt i forhold til både kommunal- og folketingsvalgene, der tager længere tid at tælle op. I dag er der kun fire mulige bunker, sedlerne skal sorteres i:

- Det kan blive et ja, et nej, en blank eller en ugyldig stemme, så på den måde er det jo relativt overskueligt. Jeg håber på, vi er færdige før midnat - men det er bare et gæt, vil jeg lige understrege, lyder vurderingen fra valgstyreformand John Hansen.

Som altid fik de første vælgere lov til at tjekke, om stemmeurnerne var tomme - det var de heldigvis. Foto: Anders Knudsen

Det kan blive et ja, et nej, en blank eller en ugyldig stemme, så på den måde er det jo relativt overskueligt. Jeg håber på, vi er færdige før midnat.

John Hansen